Stress

Det er ikke første gang jeg mærker stress på min krop. Mavesår og en blodprop har tidligere vist sig når jeg er stresset, så jeg kender signalerne. Denne gang er det dog ikke helt så slemt, selvom man ALDRIG må negligere stress.

Jeg går ind i 4. uge med sygdom, og jeg kan simpelthen ikke ryste det af mig, og måtte til sidst ty til min læge. Jeg er pisse stresset. Ikke i form af at blæse der ud af med 180 kmt, men der sker for mange ting der tynger mig, og lige så sikkert som Amen i kirken, så påvirker det mig fysisk. Èn ting er at jeg ikke kan ryste en “almindelig” forkølelse af mig, og må på penicillin – som jeg iøvrigt ikke kan tåle. En anden ting er at forløbet ved CSM vejer tung i mit sind. På privatfronten går det heller ikke just efter planen… eller.. jo det gør det, men jeg står i en situation hvor jeg har sagt hvad jeg følte og mente og det blev ikke vel modtaget. Jeg holder på mit, og det skaber uro hos mig..

Jeg er træt med træt på, konstant hovedpine, ingen sult, ingen overskud – og pisse forkølet, der har sat sig i hele kroppen. Min krop og sind skriger på ro, og jeg gør alt hvad der ligger i min magt for at skabe den ro. Det er bare svært når CSM virkelig hiver i hele følelsesregisteret, og samtidig én gang for alle holde på hvad jeg føler, og mangler hos andre. Jeg forventer ikke en enighed i hvad jeg ytrer, men jeg forventer at blive hørt. Jeg blev hørt, men ikke lyttet til.

Jeg er afsted til CSM hver tirsdag, og måtte aflyse forleden, fordi jeg simpelthen ikke magtede det. Både pga sygdom/stress, men også fordi jeg virkelig havde brug for at trække stikket. Jeg er LATTERLIGT priviligeret at få et forløb hos dem. Jeg var på venteliste i flere år.. så jeg SKAL gennemføre, men jeg er også nødt til at passe på mig selv.

Jeg er max stresset, og er nøst til at lytte til mig selv. Jeg gør som Maude, og går op og ligger mig..

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.