Nu skulle man jo tro…

Man skal ikke tro – man skal vide!!

Det har jeg ihverfald altid fået at vide.

Jeg TROEDE, at jeg vidste hvem, hvad og hvor jeg var på dette tidspunkt i mit liv.

HVEM jeg kunne regne med, HVOR jeg ville være i mit liv, og HVAD jeg ville lave.

Absolut ikke en dyt af de ønsker er gået i min retning. Life is full of surprises – og ham der “Leif aka life” er da bare slet ikke min kop the. Han går i syd når jeg går i nord, han går op når jeg går ned. Pisse irriterende iøvrigt. Man skulle jo tro….

Jeg laver slet ikke det jeg gerne ville – eller det jeg drømte om, at jeg ville lave.. – og så dog!! Jeg er min egen “chef“, men grunden dertil var heller ikke noget jeg havde regnet med. Havde da ikke forventet at jeg før jeg ramte The Big 50, ville være førtidspensionist. Hvad blev der af de fede sælgerjobs, med fuld fart over feltet, jakkesæt, rød læbestift, Lotte Heise-looket og lille den rappe sælgerbil der sendte mig rundt i hele landet??!! Jeg TROEDE at det skulle være mit liv altid – også fordi jeg elskede den branche. Men helbreddet kunne ikke. Det var for hårdt i længden, og alle stress-symptomerne stod som neontegn på en mørk aften. Jeg lyttede ikke til min krop, til at begynde med, og det viste sig desværre at være en af de mere dumme beslutninger jeg har taget. Ham der “Leif” bestemte sig for at jeg fandeme skulle sætte farten ned, og serverede så flere mavesår og galoperende stress, på et sølvfad. Man skulle jo tro….

Hvor jeg er i mit liv nu, er nææææsten hvor jeg havde regnet med at være.. De sidste måneder har dog taget røven “lidt” på os. Det er igen ham der “Leif” der er et røvhul. Vi har renoveret til vi var gasblå i hovedet, så vores hjem kunne blive beboeligt. Midt i det hele får Simon konstateret cancer og skal opereres! Jamen hvorfor ikke?! Det tager vi da også bare med… (Sarkasme kan forekomme). Corona, cancer – og renovering!! “Leif” for helvede, tag nu lige en slapper ikk`???? Nej nej, skidtet skal da sprede sig til højre lunge, og kemo står på skemaet.. Så vi bruger da bare lige indflytning, jul og nytår med ondt i maven, og ingen glædelse over højtiderne, eller det nye hjem, fordi vi bare går og afventer den skide kemo. “Leif” burde have en par på kassen, for så kommer opkaldet fra sygehuset. “Tumor-tal ser pæne ud, så vi starter ikke et kemo-forløb lige nu“… Jamen, hvad skal vi så?? Der sidder stadig noget i lungen, og der skal stadig scannes og tages blodprøver – de følger ham stadig. Jamen skal vi så bare gå og vente på at “Leif” bare igen pander os én?? Man skulle jo tro….

Hvem jeg så har i mit liv, er sgu også lidt af en overraskelse og desværre også lidt af en skuffelse. (“Leif” hører altså under skuffelserne)!!! Jeg har mennesker i mit liv der havde været der i mere end en menneskealder. Ikke mennesker jeg nødvendigvis ser hver dag, men mennesker jeg kan gå til uanset årsag. De er verdens vigtigste mennesker, og de fortæller mig og bekræfter mig i, at de er der. Der hvor “Leif” kommer ind i billedet det er, når jeg troede at nogle – ikke bare var vigtige for mig – men at jeg også var vigtige for dem!! Ikke at jeg skal være verdens navle for dem, (kunne sgu ellers være meget hyggeligt), men at den vigtighedfølelse jeg forsøger at give dem, den giver de også mig. Den er pisse vigtig – syntes jeg!! Jeg har sagt det MANGE gange; At min omgangskreds bliver mindre og mindre – og at det ikke gør mig noget. De få rå der er tilbage, er dem jeg skal blive gammel med. “When the shit hits the fan” så ved jeg sgu godt hvem jeg skal ringe til. Men jeg ved altså også hvem jeg ikke skal ringe til – og de ved udemærket godt hvorfor jeg aldrig ville ringe til dem. Det er mig en gåde at de kan sove roligt om natten!!? Man skulle jo tro….

Så er der de venner som er verdens sødeste og dejligste, men de formår bare ikke at “slå til”.. – agtig. Ved ikke hvordan jeg ellers skal formulere det. (???) Jeg syntes de er vildt dejlige at have i mit liv, men de flyder underligt rundt på overfladen og evner ikke at dykke ned i det, der er essentielt. “Leif” har ikke en skid med det at gøre, men det er noget spøjst noget! Er vi venner?? Er vi bekendte?? Vil du mig?? Hvor er du så??? Hvorfor “forsvinder” du bare til/fra mit liv?? Det gør ikke noget at du vimser lidt rundt derude i sfæren, men det der udefinerbare er jeg ikke så god til. “Du ved hvor jeg er“..?? Ja, selvfølgelig gør jeg da det, men når “Leif” giver mig en springskalle med en sten fra livets lortehul, så skal jeg sgu ikke til at gå min telefon igennem for hvem det nu er, der har udtalt det. Jeg vil ha´ et opkald – fuldstændig som jeg ville ha´ gjort hvis du fik en springskalle!! Men nu skulle man jo tro….

Mit er for kort til bullshit.. enten træder du ud af busken, eller også gør du ikke. Jeg har aldrig gemt mig i en busk, eller stukket hovedet i et hul i jorden. Jeg er den jeg er, du ved hvor du har mig, har du brug for mig så kommer jeg ved det mindste vink. Man skulle jo tro….