Det var dét der skulle til

Problemer der er “store” og har fyldt rigtig meget, rigtig længe forsvinder ikke bare liiiige. Det kunne helt sikkert være et drømmescenarie for de fleste – men desværre kræver det ofte et stort stykke arbejde, en kæmpe portion tålmodighed – og en fast beslutsomhed når tålmodigheden så desværre slipper op.

Jeg har sjældent lagt de vilde bånd på mig selv ift at dele ud af mig og mit. Jeg har meget lidt at skjule men har med årene tillært mig visse begrænsinger af respekt for mine kære, men ellers har jeg udleveret mig selv uden filter. Simon var f.eks. en stille mus da han kom ind i min familie, men har med årene fået et tiltrængt boost af selvværd. Han havde med hjemmefra, ikke den store tiltro til sig selv – den fik han, godt hjulpet på vej af mine forældre der forgudede ham, og fortalte ham at selvfølgelig kunne han da det han ville. Han fortæller ikke vidt og bredt på samme måde som mig, og jeg forsøger iøvrigt at gøre en dyd ud af ikke at nævne navne og lign. medmindre det er åbenlyst. Det er meget meget få mennesker der kan få lov til at dikterer hvad jeg må/ikke må på bloggen iøvrigt – omend jeg er åben for dialog. Dialog – men på ingen måde en diktering!!! Simon har aldrig lagt bånd på mig, omend hans øjne ofte ruller over i nakken på ham selv, når jeg går i selvsving. “Så er Fru W igang igen“..

Jeg deler ud af mit liv. Mit liv med BIPOLÆR LIDELSE TYPE 1, plus alt det sygdommen forgrener sig ud i – og det er iøvrigt ikke så lidt. Jeg deler ud hvad det betyder for mig at have den sygdom, og hvad det betyder for de mennesker jeg har i sit liv. Jeg ved alt hvad der at vide om den sygdom efterhånden, og jeg ved om nogen hvad det så også betyder for dem man elsker og dem der står én nær. De ved det – “desværre” – også. Det er på ingen måde nemt at være pårørende til en person med psykisk lidelse, og slet ikke ikke en sygdom der bliver set på som en af de sværeste inden for psykiatrien. Fordi den er svær at tackle, behandle, medicinere og leve med. Jeg har aldrig lagt skjul på, at dem der elsker mig så ubetinget, de burde få en daglig medalje, og jeg føler mig velsignet. MEGET velsignet.

Accept, vil man som syg, altid søge. Det vil man iøvrigt uanset om man er syg eller ej. Men jeg er jo alt andet end bare min sygdom. Jeg ER ikke bipolær, det er noget jeg HAR – der er en kæmpe forskel. Selvfølgelig er min person og adfærd præget af min sygdom, men min personlighed er hvad den alle dage har været – også selv jeg har haft sygdommen hele mit liv.

Jeg har brugt det mest af mit som en brøleabe. Blæst rundt henover hovedet på folk og har så brølet så tit jeg kunne komme afsted med det. Det er iøvrigt den bedst beskrivende metafor jeg kan komme i tanke om.

Men én ting jeg aldrig har kunne, eller ville acceptere, så er det at blive sat i bås eller at blive dikteret. Jeg tager gerne imod “gode råd” om man vil – men INGEN skal fortælle mig hvad jeg må og ikke må, i mit eget univers.

Når jeg har brugt snart 10 år på at få en accept, og 1000 gange slået krølle på mig selv for at få forståelse, selv at forstå og begribe andres ubegribelighed, så når man ret pludseligt til det punkt hvor at SÅ gider man bare ikke mere. Det betyder lige pludselig heller ikke noget, om det er familie eller svigerfamilie – eller venner for den sags skyld.

Jeg kan ikke forvente at alle resolut syntes, at jeg bare lige præcis er deres kop the, det går da også i begge retninger, men jeg er simpelthen blevet for gammel til den slags. (Hvor kliché det end er). Jeg har skulle sloges hele mit liv – jeg gider sgu ikke mere. Hvis jeg ikke får noget ud af et forhold til andre mennesker, så går jeg fra det – og desværre er jeg gået hen og blevet ret ligeglad med hvilken relation jeg har til de personer. Det har jeg sagt i flere år, har lavet flere oplæg om det – og des bedre jeg bliver til at være selektiv, des mere rart føles det. Des mere fuldstændig helt og aldeles befriende føles det.

Dertil bliver jeg bare bekræftet på den helt fantastiske måde, når ungerne fra min egen rede træder uopfordret ind, og passer på fuglemor aka brøleaben. Jeg havde ikke forventet at netop i lige denne situation, ville hun markere sig, men når det så er sagt, så bliver jeg altså lidt stolt. Det er det vi gør på vores side af familien, vi passer på hinanden. Det kunne visse familier lære noget af, fremfor at pakke det ned og væk og aldrig mere tale om det eller stå ved det. Det forsvinder altså ikke af den grund… just saying!! Jeg har fra dags dato meddelt at jeg ikke mere er en del af en “anden” familie. Dramaløst, ingen råben og skrigen – bare; “Det er sådan”… Det var bare det der skulle til…