Frygt

Frygt – eller angst, er for mig det værste der findes. Det kan æde mig op på kort tid. Det er ikke frygten for højder, selvom jeg hader det. Det er ikke frygten for at der skal ske mine unger eller barnebarn noget. Det er ikke frygten for fremtiden, den kan jeg ikke selv styre – ihvertfald ikke 100%. Det er frygten aka angsten for “hvad nu hvis”…

Min barndom har sat nogle dybe og voldsomme spor i mig, men jeg har gennem årene fået SÅ meget terapi og hjælp, at jeg næææsten har lært at tackle det. Det viser sit grimme fjæs fra tid til anden, men jeg har lært at tackle det. Det forgange år har været det år hvor min sygdom har været allemindst synlig. Det har været der, men slet ikke som tidligere år.

Jeg har idag været til samtale på psyk. Hos den psykolog jeg blev tildelt da CSM havde ventetid, og jeg blev i den grad bekræftet i hendes dygtighed. Idag gik det op for mig, at jeg ikke som sådan er styret af min barndom og de oplevelser den gav, jeg er styret at frygten/angsten for at give slip på den. Det præger min hverdag så voldsomt, at jeg faktisk troede at det var fortiden der styrede mig.

Jeg har “lært” at leve med de ar på sjælen i sådan en grad at jeg har bildt mig selv ind at det er mit lod her i livet at bære rundt på det – og resten af livet. Det er det jo slet ikke – det bestemmer jeg jo selv for pokker. De ar jeg gik rundt med påvirkede ikke bare mig selv, men også alle omkring mig. Jeg har haft det SÅ svært med intimitet og omsorg, og jeg troede at det var pga min barndom – det er det også, men allermest er det fordi jeg ikke har turde give slip på dæmonerne. Det burde jo nemt at slippe noget der ikke er godt for én, men det er det på ingen måde. Det er jo noget der har været en del af mig i så mange år.

Det næste stykke tid skal jeg øve mig i at give slip… på frygten, angsten og fortiden.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.