OP vs NED

Det har været en fantastisk sommer. Jeg har været 99% medicinfri, har fået lagt låg på forholdet til andre mennesker der ikke var godt for nogen af os, har fået en ro omkring mig selv og har lært at læse de signaler min sygdom sender mig. Det er længe siden at jeg kontinuerligt har haft det så godt. Det har været hårdt at komme frem til at visse veje måtte skilles – måske kun for en længere periode – men det gav plads til en masse ro der var tiltrængt for mange parter.

Summeret op, så har jeg haft en fantastisk sommer – nu er efteråret og vinteren på vej, og jeg kan næsten fysisk mærke hvad det gør ved min psyke. Jeg er ikke bipolar for ingenting… Op og ned i sindet. Jeg er som sagt blevet meget bedre til at mærke efter, og til at stoppe op og mærke efter om der er noget jeg skal passe på med at kaste mig ud i.

Weekendens bryllup var første gang jeg kastede mig ud i at være sammen med SÅ mange mennesker samlet på ét sted – og det gik faktisk ret godt omend jeg måtte trække stikket til sidst.

Jeg HÅBER, at de der bed mærke i mit pludselige fravær, efterhånden har fået en forståelse for, at jeg ikke selv er herre over hvad der sker når hjernen siger fra.

Men weekendens fest og effekt af selvsamme er ikke det eneste der mærkes. Der er gået lidt “spåkone” i den og jeg, på en sær måde, fornemmer at de mørke måneder kommer til at trække tænder ud rent psykisk. Det er gået godt alt for længe til at det holder i længden. Jeg kender min hjerne bedst, omend den konsekvent evner at tage røven på mig – og “Smack my ass and call me Dave” om ikke den tager røven på mig igen når de mørke måneder kommer.

Man skulle jo et eller andet sted tro at det er rart at jeg er blevet bedre til at forudsige hvad der sker, men det gør mig bare mere ængstelig – og angsten for angsten forstærkes. Frygten for sindet forstærkes.

Simon og jeg har talt om hvad vi gør hvis, eller hvornår, jeg ikke mere kan undgå behandling.

Jeg læner mig op af ECT-behandling, hvis jeg selv måtte vælge. Men det er hovedsagligt fordi jeg næsten for alt i verden vil undgå medicin, der påvirker mig så voldsomt. Men jeg lever desværre uvidende om hvor voldsomt ECT er for dem der står mig nært. Jeg glemmer dem, jeg glemmer samtaler, jeg glemmer ALT. Jeg farer vild, jeg gentager mig selv 24-7 og jeg lever i en boble af uvidenhed. Min hukommelse forsvinder!!

Simon ser helst at jeg tager medicin og får intens terapi. – og jeg er til dels enig med ham i at det for vores interne forhold er bedst, men han ved – og jeg ved – hvilke konsekvenser det har for mig rent psykisk og fysisk at få medicin. Når jeg får medicin har jeg en tendens til at blive lidt følelsesmæssigt lammet. ikke zombie-agtigt, men i min verden tæt på.

Det er pest eller kolera… og pt venter jeg bare på at jeg skal tage valget….

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.