Siger alt det jeg ikke må

Jeg kommer fra et hjem hvor vi, så snart vi kunne holde på kniv og gaffel, spiste “pænt”. Albuerne ind til kroppen, tal ikke med mad i munden, man går ikke fra bordet før alle er færdige og man spiser det der bliver serveret. Vi lærte at give hånd – og aldrig et slattent håndtryk. Tal pænt. Stå pænt. Opfør dig ordenligt når der er gæster. Vi følte aldrig at det var “kæft trit og retning” – mere en læring i hvordan man skal opføre sig. Vi lærte bare hvordan man burde opføre sig når man var “ude” eller havde gæster. Det er en af de ting jeg gav videre til mine børn – specielt min datter har taget det til sig, og hun ville til hver en tid begå sig uanset selskabet. Min søn tager lidt lettere på det, men kan altså sagtens begå sig..

Så, altså – jeg kan finde ud af at spise pænt, give hånd og “stå at se pæn ud”………… Det er noget helt helt andet når jeg åbner munden!!!

Jeg taler for meget, siger for meget, udtrykker mig for meget og KON SE KVENT på de forkerte tidspunker. Min mor sagde altid om dem der ikke opførte sig pænt; “Kvæl dem i venlighed”!! ♥️ Èn af de gaver hun på smukkeste vis besad, og godt kunne have givet videre til mig – for jeg evner det simpelthen ikke.

Hvis du er en snotskovl – Så fortæller jeg det til dig!!!

Jeg kan tale SÅ grimt, og hvis jeg først er gået igang kan næsten intet stoppe mig. Jeg bander som en rejekælling og kaster om mig med sarkasme og ironi.

Det hjælper så heller ikke at jeg bærer nag på absolut grimmeste plan! Hver gang jeg tror jeg har fået sagt det jeg ville, kommer der gu hjælpe mig mere galde! Det er ikke just en egenskab jeg er videre stolt af  – omend jeg i det mindste er opmærksom  på det. (Ikke at det gør nogen forskel).

På et eller andet plan har jeg lært at styre mig, men kan stadig godt gå i selvsving – og det tog jeg mig selv i forleden. Jeg har tygget lidt på det siden, og må bare komme til den erkendelse at jeg slet ikke er færdig med at være vred, skuffet, frustreret og dybt ked af det.

Jeg sad med en veninde, der – som veninder nu gør – spørger ind til mig og mit. Jeg fortæller om mit forhold til resten af familien. Det er på ingen måde nogen hemmelighed at forholdet er ikke-eksisterende, og at det har trukket en masse tænder ud på følelsesfronten. …. – men jeg tog mig selv i at fortælle den veninde om alt det jeg var VRED over, og overhovedet ikke om alt det jeg er KED AF det over! Jeg er stadig virkelig vred…!!

Er det fordi jeg ikke har fået lov til at fortælle dem hvor vred jeg er?? Hvor såret jeg er over den manglende opbakning, forståelse og generel en forståelse?

Nu er det jo ikke sådan at min familie aaaldrig har haft en forståelse og tålmodig med mig – for det har de i allerhøjeste grad haft. Men i den situation der væltede korthuset, så jeg ikke deres røv for bare skosåler – og det var dér de var allemest ønsket. Jeg stod i bogstavligste forstand, alene – og havde desperat brug for dem. Tiggede, græd og bad – og blev ikke engang hørt på. Jeg har aldrig følt mig så svigtet.

Jeg har det meste af mit liv skulle høre for hvad jeg har sagt, gjort og budt andre, og da jeg lukkede op omkring hvad jeg ikke brød mig om, blev jeg bedt om at tie, blande mig udenom og intet jeg sagde blev taget seriøst.

Så var det at jeg ikke mere ville være alt det de gerne så jeg var.. jeg holdt op med at være det jeg troede jeg skulle være for at kunne leve op til deres standard.

Men jeg er slet ikke færdig med at være vred – og ked af det. Mon jeg nogensinde holde op med at vær så vred????

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.