Gemmeleg for én

Når man er hyper-manisk/manisk, ihvertfald for mit vedkommende, bilder man sig selv ind at ingen andre har opdaget at man er manisk og kører med full speed i overhalingsbanen. Jeg har været STENsikker på at ingen, udenover Simon, havde luret at jeg kørte i lidt for hurtigt gear. Jeg glemmer simpelthen hvor godt nogle mennesker kender mig. Min maniske gemmeleg bliver gennemskuet….

Det er rart at der er nogen der holder af mig og vil mig det bedste. Nogle der acceptere at jeg er ikke er den “typiske” veninde, og godt ved – og er okay med – at jeg ikke altid kan give af mig selv i det omfang jeg gerne vil. Føler mig ofte som en lorteveninde, lortekone, lortemor ect…. Jeg er i min hjernes magt og alt det jeg så gerne vil være – eller ikke være – kan jeg ikke ændre på. Men det er også rart at jeg får lov til at være den jeg er, og først “bagefter” bliver prikket lidt til; “Du var vist lidt manisk dér Fru W”!!

Hvor er det FEDT at det kan rummes så meget hos nogen, at først når jeg “lander lidt igen” får jeg en kærlig stikpille. Fordi det er dér jeg kan tage det til mig. Det er SÅ få menesker der evner at virkelig se, at jeg faktisk har en sygdom jeg ikke selv altid er herre over.

Jeg HADER når folk siger at de ikke tror på at jeg er syg, eller at jeg nok fejler noget helt andet.. mage til mangel på respekt for det jeg har kæmpet med i så mange år. Jeg sætter voldsomt stor pris på dem der udtaler at de ser MIG og ikke min sygdom. De anerkender at jeg er syg, men de ser bare den Christina der står lige foran dem og nogle gange kravler i gardinerne, eller graver sig dybt ned i dynen.

Jeg kan blive bebrejdet at jeg er som jeg er, og det har jeg lært at acceptere. Jeg bliver straffet fordi jeg igen igen har sagt, (råbt) min mening ud uden at tænke på konsekvensen. Jeg står ved mine meninger, tag ikke fejl – men jeg fortryder måske nogle at de måder jeg fik sagt min mening på. Det kan jeg ikke tage tilbage, det ønsker jeg heller ikke – for jeg står ved hvad jeg har sagt.

Jeg er omgivet af nogle fantastiske mennesker, og bliver gang på gang overrasket over at jeg kan læses som en åben bog, og at der er nogen derude der virkelig kan rumme mig – sågar uden at de anstrenger sig. Det er sgu da fantastisk. – og de tør sige tingene højt. De kender mig. De ved hvad jeg har været SÅ ked af, de ved hvor jeg har været en klovn, de ved at jeg har talt lidt for højt – men de elsker og holder af mig alligevel.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.