Overarbejde

Igår blev min svigerinde – Simons tvillingesøster, gift med Søren. De har været sammen i lige så lang tid som Simon og jeg, og faktisk fandt de sammen små 14 dage efter Simon og jeg mødtes. De har to lækre unger sammen, og igår blev de så endelig smedet sammen – så fantastisk, smuk og intim lille fest de havde – helt nede på jorden og helt i deres ånd.

Vi var ca. 40 mennesker med til festen. Helstegt pattegris med tilbehør, hygge – og igen, helt nede på jorden – men… mange mennesker var samlet på megen lidt plads. Vi var lidt sammenmast ved bordene, men alle sad ved nogen de kendte eller havde relation til, og alle kunne næsten tale med alle. – og det gjorde de også.

Jeg sad selvfølgelig sammen med Simon, og resten af familien – og hyggede mig faktisk det meste af dagen – men da vi nærmede os midnat gik den ikke længere. Jeg havde været “på” siden kl 15:30, og havde været omgivet af den der summen jeg kalder “white noise”. Jeg er seriøst på overarbejde når jeg skal skille de alle de lyde fra, de mange mennesker og de “små” lokaler.

Jeg går udenfor flere gange, både alene eller sammen med andre, men hver gang jeg går ind igen bliver jeg ramt af larmen, der bliver mere og mere som den summen jeg normalt undgår for hver en pris. Simon er toastmaster, og skulle sørge for at brudeparret fik alle talerne på de rigtige tidspunkter, at de pakkede gaver ud inden kagen, at brudevalsen blev danset inden midnat osv. Jeg vidste at Tina havde bedt om brudevalsen kl 23:30, og jeg trak i Simon 4-5 gange – “Er det ikke nu de skal danse?” – “Få nu den dans igang” – “De skal nå at danse inden midnat”.. Det var af ren egoisme jeg hundsede med ham. Jeg ville så gerne overvære dansen, men ville også bare gerne UD og væk fra larmen…

Da dansen og de obligatoriske traditioner var overstået gik jeg ud.. Først bare lige for at stå alene og trække vejret helt ned i maven, men flere kom ud og larmen fulgte med dem, så gik jeg over på p-pladsen for at igen komme væk, og til sidst gik jeg bare ind i bilen og ventede. Simon kommer ud efter mig og vil have mig med ind og sige farvel – NIKS!!

DYBT uhøfligt, men jeg vidste; at kom jeg derind igen vil larmen tage over, og jeg nægtede pure at få et anfald foran alle de mennesker. Angsten for angsten blev for stor, og heldigvis fik Simon sagt farvel på mine vegne, og tror at de fleste i familien godt ved hvad det drejer sig om.

Jeg er blevet SÅ meget bedre til at komme ud mellem mange mennesker, men jeg når et punkt hvor at jeg bare må fjerne mig selv – og det skal gå hurtigt. Jeg forsøger at bide det i røven inden det udvikler sig. Det var en rigtig god dag igår, og en fantastisk fest for brudeparret, men idag har jeg sovet hele dagen og haft en ondskabsfuld hovedpine – for selvom jeg bider angsten i røven, så bider overskuddet så mig i røven. Jeg ved at det vil tage mig flere dage og nogle gange uger at komme ovenpå igen.

Ved sådanne situationer bliver jeg mindet om hvad det er min hjerne gør ved mig. Jeg kan føle mig rask herfra til i jul, men min hjerne skal nok finde et tidspunkt at tage røven på mig. Det er frustrerende af anden verden at være hæmmet på den måde, samtidig med at jeg er stolt over at det faktisk lykkedes mig at være sammen med så mange mennesker i så lang tid.