forløsning og accept

“Acceptere du den jeg er, så slipper du for at blive oprørt når du opdager, at jeg slet ikke er den DU syntes jeg burde være. Dermed sparer du dig selv for alle de bekymringer der beror på dine egne urealistiske forventninger til mig”

Dét citat kommer fra en veninde for mange år siden, og des ældre jeg bliver, des mere forstår jeg den. Jeg kan ikke være alt det andre gerne så jeg var – det kan ingen iøvrigt.

Et stykke tid inde i mit forløb ved psykiatrien var jeg nærmest på “rundtur” hos alle de mennesker der på den ene eller anden måde havde været påvirket af mit sind gennem årene. Jeg erkendte, jeg undskyldte og indrømmede. Andet har jeg vel ikke kunne gøre. (??) Jeg var nu kommet så langt i forløbet at jeg kunne se hvorfor jeg havde en adfærd, og nu måtte jeg ud og erkende. – og det gjorde jeg!!!

Nu er jeg så kommet endnu længere, og er så småt ved at affinde mig med at jeg ikke bare KAN ændre på min person, men jeg VIL heller ikke gøre det for at stille andre tilfreds, eller give dem ro i sindet. Lad mig iøvrigt lige slå fast med syvtommer søm: Jeg VED GODT at jeg har gjordt andre mennesker kede af det. At de er såret, vrede og skuffet. Det har jeg IGEN og igen, erkendt og undskyldt for, til det drev af mig. Men at jeg erkender, det ændrer ikke på hvem jeg er som menneske helt inde bag facaden og alverdens lidelser.

Der er nogle derude der på ét eller andet tidspunkt har skidt seriøst i nælderne, og jojo man kan sige at deres baggrund kan have en årsag til de valg de tager – men visse ting kan bare ikke tørres af på mig, hvor nemt det end ville være. Jeg lyver og drejer sandheden så det driver om nogle ting fordi du har været en kost. Det holder jo ikke. Jeg vil meget meget gerne påtage mig et ansvar, men visse ting må du altså selv tage et ansvar for. Det hjælper jo heller ikke noget at alle dem der kender til den periodiske blakkede fortid, de skæres fra, fordi så holder det op med at eksisterer. Måske er det frygten for at det tages med ind i fremtiden?! – det ved jeg ikke. Men jeg accepetere tingenes tilstand, fordi jeg er nået et helt specielt stadie i mit liv. Det sidste skub kom idag, da jeg var til den “frygtede” samtale på psyk.

For det første kom de frem til at jeg IKKE er ADHD, og at grunden til deres udredning kommer af, at som bipolar kan man have forgreninger ud i andre lidelser. Det her var deres måde og lave en “tjekliste” på. Så er det ligesom uddebateret. End of story…………

De ville gerne ind og snuse til min opvækst, men der var jeg hurtigt lidt hård i filten, og frabad mig at den kom på banen. Dét er et privat ønske fra min side og det blev heldigvis accepteret.

MEN, det vi istedet talte meget om var det faktum at jeg skulle hvile noget mere i mig selv, og den jeg nu engang er, men også at jeg skulle accepterer at andre ikke nødvendigvis har det i dem at kunne acceptere den jeg er. Det jeg har det lidt svært med er, at når jeg forsøger at gøre alle glade og glemme min egen person, så har jeg en masse mennesker omkring mig der har det godt. Men i det øjeblik jeg siger fra, og vil stå ved hvem jeg er, så skrider folk i svinget. De kan ikke holde det ud. Ergo, når jeg er mig selv så mister jeg mennesker. Det er sgu lidt hårdt og meget ambivalent.

Jeg får nemt en voldsom retfærdighedsfølelse, og vil fortælle andre at den lort de ligger, altså stadig er en lort selvom de kommer glimmer på den. Hvis jeg tager dem i at lyve, vil jeg have lov til at sige at de lyver. Hvis jeg tager dem i at gøre noget amoralsk, vil jeg gerne gøre mig selv til dommer. Jeg tror det kommer fra alle de gange der er peget fingre af mig, hvor der absolut intet hold er i deres antagelser, og så har jeg skulle forsvare mig selv. Helt fra det groteske til den små latterligheder. “Nej, jeg har aldrig mistet forældremyndigheden over min datter” eller “Nej, jeg har ikke fået betalt mine bryster af det offentlige“. Jeg bliver voldsomt vred over uretfærdighed, rettet både mod mig selv og andre.

Jeg er også en i fase om man vil, hvor jeg forsøger at forstå andre menneskers valg. Hvorfor vil du ikke tale om tingene, istedet for at stikke hovedet i en busk og dermed bilde dig selv ind at så forsvinder ting? Hvorfor vil du indvolvere så mange mennesker i dine ulykkelige omstændigheder, bare for at vende tilbage til det der gjorde dig ked af det, og så bede alle andre om at glemme de ulykkelige omstændigheder? De forsvinder jo ikke af den grund. Hvorfor er det altid alle andres skyld i din verden? Bliver det så nemmere? Den slags spørgsmål holder mig vågen om natten – og det skal jeg holde op med. Hvis andre vil leve med hovedet i busken, eller med en slækket hukommelse fra fortidens “hovsa´er, så lad dem da gøre det. De skal bare forstå at dét kan jeg ikke leve med, og jeg skal forstå at de ikke kan leve med mit valg – om ikke at ville leve med det. (Got it??).

Jeg har været i helvede og retur mange gange – lidt for mange gange. Både selvforskyldt eller fordi jeg har mødt nogen der hev mig med ned, eller slet og ret pga sygdom. Jeg har ofte hevet nogen med mig ind i mit helvede, og det har de slet ikke fortjent, det kan ikke diskuteres, men jeg pure nægter at tage ALT deres lort på mig, og det er der vi støder hovederne sammen.

Der er situationer hvor jeg skulle holde min store fede kæft, dét er vi også enige om, men faktum er så også – det skal vi lige huske – jeg har bare sagt min mening OG sandheden højt. Det kan så diskuteres om hvorvidt jeg overhovedet skulle sige det jeg gjorde. 9 ud af 10 gange skulle jeg bare have holdt min kæft!!! Det kan jeg ikke finde ud af, og derfor måtte vore veje skilles. – iøvrigt, så lærer jeg det aldrig! Jeg VIL have lov til at sige min mening. Det ligger SÅ dybt i mig, og i hver eneste celle i min krop at ville tale råt og usødet.

Jeg har en fred omkring mig, og stille og roligt kommer roen også. Jeg har et gigantisk savn, og jeg er ikke i tvivl om at andres handlinger er en måde at straffe mig på – hvis de får det bedre af det, så må det være sådan. Bare de husker at når jeg straffede på den måde blev jeg voldsomt udskældt. Morale er godt – dobbeltmorale er åbenbart bedre. Det fjerner bare ikke de problemstillinger der er. Lorten har glimmer på, men er altså stadig en lort. Jeg vil til at lære mig selv at deres problemer er ikke mine, jeg er ikke deres dommer, jeg er ikke deres periodiske redningsbåd eller boksepude og jeg er heller ikke det de så gerne ønskede jeg var.

Mit liv har de sidste 5-6 år været en udvikling og en process der har kostet på relationskontoen. Jeg ser pludselig nogle mennesker med helt andre øjne. Dem jeg regnede med, kunne jeg ikke regne med. Dem jeg ikke troede på, var dem jeg kunne stole på. Jeg ser også mig selv med andre øjne – Jeg er kraftedme god nok som jeg er!!!