Sorte huller og accept

“XXX er et meget meget sort sted i sit liv, og XXX skal bare accepteres for

hvad denne er, og få en masse støtte”

Den sætning har jeg hørt for nyligt fra en person der fortalte om en 2. person, og jeg sagde ikke højt, de tusinder af sætninger der kørte ind i mit hovede i samme sekund det blev sagt – altså min respons på den sætning. Jeg sagde INTET! Jeg har siden haft den længste dialog i mit hovede over den sætning, fordi den provokerede mig helt ud i hver eneste celle i min krop. Havde jeg fået den sætning serveret for bare 1 år siden havde jeg sat mig helt ud på stolekanten og var gået i selvsving i ren raseri. Jeg holdte min mund, men har istedet gået med den “inde i min hjerne” og fyldt mig selv med komplet vrede og frustration.

Et sort hul??? Nåh for helvede, jamen, men lad mig lige spørge; “Hvor fanden var vedkommende da jeg lå med en medicinforgiftning fra Arme Mejlhede, og fysisk krampede under en 6 ugers indlæggelse på den lukkede, mens gamle psykiske syge damer råbte KUSSE af mig?? Hvor fanden var vedkommende da jeg var indlagt over flere gange til ca 60 ECT behandlinger?? Hvor fanden var vedkommende henne da jeg ramte sorte huller??? Hvor var vedkommende da jeg konsekvent havde brug for opbakning og hjælp – og mest af alt accept?? Hvor var vedkommende da jeg havde brug for støtte i mange situationer, og de bare stod den hjørne og sagde; “Jeg kan bare så godt forstå dig Christina” – men nægtede at gøre noget, fordi de ikke ville blande sig?? De kunne godt sidde og tilsvine andre og opremse aaaaalt det de har gjort for andre, og hvor utaknemlige andre er, men når det kom til stykket var det mig der blev smidt på bålet! Så du er nu i et sort hul?? Jeg kender sjovt nok følelsen.

Vedkommende vil bare accepteres for hvad denne er?? Nåh for helvede, jamen hvor fanden er accepten af den jeg nu engang er, og den jeg har sloges for at være siden jeg fik min diagnose for ca. 6 år siden?? Hvor fanden er accepten af at, jeg har en bipolar lidelse og ikke en – efter deres mening – en hjerneskade?? (Come on!!!!!!). Hvor er accepten af at sådan et lod skulle jeg nu engang have i mit liv, hvor svært det end er for mig selv og andre??

Jeg blev bare SÅ vred – men sagde intet fordi jeg udemærket godt ved hvilket lavine af L.O.R.T. det vil starte. Det vil få en sneboldeffekt af anden verden. Det vil fyge rundt med “du har sagt – du har gjort – du har dit – du har dat”. Kys mig da der hvor der er højest når jeg plukker jordbær.

JEG skal acceptere andres sorte huller i livet og deres skæve personligheder – det gør jeg da gerne, men det burde da være en dans man er to om?! Jeg har SUKKET ydmygende efter andres accept, og er gang på gang blevet skuffet fordi jeg ikke kunne få den. Har grædt mig i søvne over den manglende accept for mit lod i livet, og nu skal jeg kraftedme give det jeg selv har sukket efter, uden at stille spørgsmål?

Jeg kunne finde min medmenneskelighed frem og sige “selvfølgelig”, men et helt liv med afvisninger har ødelagt den lyst. Gu vil jeg ej!! Men fordi jeg siger nej, så er jeg som altid røvhullet. Endnu et lod i livet jeg er ved at være vant til…

Når man har været “der” hvor jeg har været mange gange de sidste 5-6 år, og generelt det meste af mit liv, så bliver man hårdfør og jeg bider ikke skeer med hvad eller hvem som helst – fordi alle de skeer man ellers har fået serveret har man bare ædt af. Jeg bliver lidt kold, klam og wc-agtig og siger NEJ! Gør det så mig til at dårligt menneske der ikke rækker hånden frem når andre ligger ned?? – åbenbart. You know what?!..I can take it. De sidste 6 år har nemlig lært mig hvem jeg ubetinget kan regne med, hvem hvis røv jeg ikke kan se for bare skosåler, og hvem der bare ser sig periodisk underholdt af galskaben.

Jeg har besluttet at være bedre til at sortere i de mennesker jeg har i mit liv – og det betyder desværre at nogen skrider i svinget. Jeg er selv hårdhændet blevet sorteret fra, så jeg kender følelsen. Der er nogle mennesker jeg ville give mit liv for at have tæt på mig, og jeg har satme også gjort forsøget – og er konsekvent blevet afvist, misforstået, fået påsat labels – sågar et at jeg er hjerneskadet og ikke psykisk syg. Mage til hån….

Nu er du et sort sted i dit liv… jamen ved du hvad? – Welcome to hell!

Nu kan det være at du opdager hvor modbydeligt det er at stå og skrige i mørket,

og alle dem med en lighter skrider. Jeg håber du lærer noget du vil bruge fremadrettet, og jeg håber at du

kommer helskindet ud på den anden side.

Jeg ønsker ikke at andre skal opleve hvad jeg har oplevet, men andres handlinger har gjort mig hård – og jeg har altså ikke den lighter der kunne lyse lidt op i andres mørke. Jeg fik nemlig ikke én foræret da jeg stod i mørket. Hvis jeg havde den, så gav jeg den gerne fra mig.. (Sagde jeg og tændte en smøg).

Føler mig som verdens værste kolde skid fordi jeg ikke kommer rendende og hjælper eller bare viser forståelse, men hvad er det jeg skal gøre?? Jeg skal acceptere at andre har det skidt – hermed gjort!!!

Det er vitterligt det eneste jeg kan og vil gøre. Jeg er ikke hjerneskadet – jeg har bipolar lidelse. Det er fordømmende at kalde mig hjerneskadet, og jeg glemmer aldrig det label der blev påsat mig i en evindelig brandert.

Jeg er bipolar. Jeg har en psykisk lidelse. Jeg er uden filter. Jeg siger det jeg tænker. Jeg har følelser udenpå tøjet. Jeg handler uden omtanke. Min hjerne holder aldrig kæft. Jeg handler uden at tænke på konsekvenser. Jeg er narcissist. Jeg er exhibitionist. Jeg skelner ikke mellem følelser. Jeg er utryg. Jeg har angst. Min hukommelse er ødelagt af 60 stød i hovedet. listen er lang – Velkommen til mit sorte hul. Kan du acceptere det?? 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.