Mættet og overvældet

Velkommen

Det lyder kliché, men; ”Velkommen på Bloggen”. Jeg hedder Christina Winther, (49) og jeg er gift med Simon. Jeg er mor til to lækre møgunger, og mormor til det smukkeste menneskebarn. Ej at forglemme er jeg hundemor på latterligt højt plan til min Grand Danois. Ubetinget det bedste man kan gøre for sit skrøbelige sind, er i øvrigt at have et kæledyr – i min optik. Jeg gik så ud og fandt den største på markedet.

Jeg startede med at skrive på min blog for ca. 8 år siden. Ikke fordi at jeg ville, at hele verden skulle læse om mig og mit, men fordi jeg opdagede at det hjalp mig. Alle de krøller der var ”INDE I MIN HJERNE”, rettede sig lidt ud ved at få ting skrevet ned. Det er form for selv-terapi.

Min blog handler om hverdagen med krøller på hjernen, i form at min Bipolare lidelse, (Type 1), min "nye" diagnose med Kompleks PTSD, men i høj grad også om min opvækst med misbrug, vold og krænkelser. Jeg kommer ind på mit enormt lange forløb ved psykiatrien. Almen terapi, hypnoseterapi og mit forløb ved CSM. Bloggen handler også om mit ekstremt svære forhold til min familie og generelt andre mennesker, min angst, min K.PTSD og hverdagen med op- og nedture.

Tonen er bramfri og ”lige ud af posen”. Jeg håber du læser med fordi du ikke blot er nysgerrig, men også fordi du har en interesse i hvad der sker ”INDE I MIN HJERNE”.

De kærligste & krøllede hilsner fra mig til dig

/Christina

Som noget, der slet ikke er nyt – har der været alt alt for megen fart på den seneste tid. Jeg har skulle være, overskudsmenneske på alle tangenter. Jeg har måtte tilsidesætte alle følelser og behov, fordi andre mennesker havde brug for mig – og stadig har brug for mig.

Jeg er DRÆNET og TAPPET for energi og magter stort set kun at eksisterer. Idag startede jeg et forløb på psyk, der skal samle op hvor CSM slap, da de har halvandet års ventetid. Det er så pisse hamrende hårdt og psyken får nogle gevaldige hak i tuden. Jeg føler mig sårbar men for at “overleve” blæser jeg der ud af.

Mit fristed er stadig stalden, og lykken bliver større fordi min datter nu tager med, og overvinder hendes frygt. Hun er faktisk ved at være skide god. Jeg er velsignet med den sødeste Josefine, der hjælper med at undervise min datter. Jeg har gjort forsøget men det der med MOR der underviser skrider nemt i svinget, så det er vist meget godt at Josefine overtager 😉 (40 års erfaring vægter ikke på den front)….

Jeg har de sidste 3-4 måneder skulle være mor, mormor, kone, veninde, flyttemand, babysitter, psykolog, rådgiver – og har skulle tilsidesætte mig selv i mange situationer, og nu er jeg altså ved at være træt. Som i rigtig rigtig træt. Jeg SKAL have overskuddet til at kunne klare det forløb på psyk, fordi det er så pisse vigtigt. Alle aftaler og venner der ikke stod og “akut” manglede mig, har jeg konsekvent lukket ned for. Kort og kontant har jeg bare meldt ud at jeg bliver væk, eller ikke er til rådighed.

Frustrationen ligger også lidt i at jeg nogle dage godt kan føle at mine pårørende “glemmer” at jeg altså ikke har samme resourcer som andre – om man vil. De kunne aldrig drømme om at trække på mig bevidst, men jeg tror simpelthen at de i farten glemmer at jeg trykker på “stop-knappen” langt senere og mere smertefuldt end andre.

Jeg frygter egentlig ikke at falde i et dybt hul af depression, frygter mere at jeg en dag bare er så udmattet at jeg mister overblikket – og det føler jeg ikke at jeg har tid til. I den forstand at jeg SKAL SKAL have overskuddet til det forløb på psyk.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.