Grænseoverskridende

De har lige ringet fra Psyk vedr vores opfølgende møde ifb med udredning for ADHD i næste uge. Det opkald hylede mig pænt ud af den.

De sidste 5-6 år har jeg ikke haft nogen “udefrakommende” med ind over. Kun min psykolog og min mand; Simon. Min familie har været meget lidt med indover – faktisk slet ikke. Jeg har bevidst ikke ville have dem med til samtaler og lign. Jeg ville så vidt muligt have det adskilt. De har været til et enkelt møde med min psykolog for at skabe en forståelse og et indblik, men ellers har de på ingen måde været en del af forløbet. De har det rigtig svært med min person og min sygdom, og da de har levet med mit “lort” i mange år, og er de helt forståeligt lidt slidt ift vores indbyrdes forhold. Jeg har længe holdt ret fast i at jeg er den jeg er (!!!!!!) og at jeg hverken kan eller vil ændre på min person for andres skyld. Det har skabt næsten uløselige konflikter – og det har jeg accepteret.

Den her udredning som har taget mig lidt med bukserne nede. Selve forløbet er mere indgribende og dybdegående end jeg havde regnet med. Det er SUPER hårdt! Jeg var slet ikke klar over at de satsede så stort på at finde ENDNU en diagnose og jeg kan godt mærke at det gør mig super sensitiv og sårbar. – og dybt frustreret……..

De har bedt mig tage én med. En der kender mig ret godt, og ikke er bange for at sige sandheden selvom jeg sidder ved siden af. En der kan fortælle om min adfærd, reaktionsmønstre og handlinger gennem årene.

Simon kan ikke tage med fordi han arbejde på Sjælland hele ugen. Skulle han tage med den ene dag, ville han været tvunget til at tage flere dage fri. Fuldstændig gakgak at han skulle gøre det.

Det optimale ville være at én fra min familie tog med… men ….Det kommer ikke til at ske. Vi har interne konfliker som efterhånden er velbeskrevet. Desuden har de også deres liv at tage hensyn til. Mine søskende har deres job og kan ikke bare tage fri, og min datter kan føde hvornår det skal være, så hun skal på ingen tænkelig måde udsættes for den slags stress. Min søn går i skole og vil helst ikke misse en dag på skolebænken. Det er fuldstændig forståeligt.

Så hvad gør jeg så??

Jeg har flere personer i mit der kender mig ret godt. Både fra før og efter diagnose – og få af dem ville være tilbageholdende med at sige deres mening. (Ellers ville vi ikke være veninder). Så deres tilstedeværelse ville være optimal og de ville kunne byde ind med det der er brug for. Jeg har også spurgt en veninde, der hellere end gerne vil gøre det for mig, og er klar over hvad der bliver bedt om. Hun og jeg har haft masser af konflikter og tøse-fnidder imellem os, men hun er også én af dem der kommer springende når der er et behov. Fuldstændig som i denne situation.

Det er ikke dét der hyler mig ud af den!! Det er det faktum at en udefra skal med ind hvor jeg er allermest sårbar! Jeg tager en person med ind i mit “aller hemligste sted” – for at citere Bamse!! Når jeg er på Psyk forsvinder ALLE parader og filtre. Jeg er uhyggeligt sårbar og åben når jeg er derinde, og at lade en anden se det, føles som at gå langsom ned igennem gågade nøgen. Jeg er ubetinget SCARED SHITLESS!!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.