Stygge og dermed produktive dage

Når jeg er vred, ked af det eller frustreret, så blæser jeg rundt. Min mor havde usynligt støv der skulle stryges væk foran hende når hun var vred eller ked af det – jeg gør det samme – bare overalt. Både ude og inde. Jeg gør rent, rydder op og bygger ting.. ( !! )

…og hold da op hvor har jeg været vred og ked af det. Jeg har skældt ud “inde i min hjerne” og grædt så jeg hulkede, og flere gange måtte jeg næsten hikke efter vejret. Jeg bliver vred over at folk “glemmer” at jeg altså også kun er et menneske – og dertil et menneske der føler alting anderledes. Jeg reagere anderledes og tager ting til mig anderledes. Jeg har en tendens til at tage andres smerte og kvaler på mig. Hvis en person jeg elsker lider, så lider jeg tifold – jeg suger deres følelser til mig, det æder mig op og småpanisk forsøger jeg at hjælpe dem, selvom det slet ikke er muligt eller det de faktisk beder mig om. Jeg kan slet ikke rumme det. Jeg går fuldstændig ud af mit gode skind.

I min kamp for at få lov til at være DEN JEG ER mister jeg også. Jeg har svoret at jeg aldrig mere vil forsøge at være noget jeg ikke er, i forsøget på passe ind, blive accepteret eller sågar få omsorg. Det er for hårdt at konstant skulle være alt det jeg IKKE er, for at gøre alle andre glade. “Du må ikke sige” – “Du må ikke skrive” – “Du skal acceptere” – “Kan du ikke bare…?” – “Hvorfor kan du ikke…?” – “Hvorfor er du sådan?”… Jeg har hørt dem alle, og hver gang har jeg forsøgt at ændre på mig selv for at glæde andre, og jeg glemte fuldstændig mig selv. Når man tager sådan en beslutning, vil alle omkring én undres, bliver forvirret og sågar vrede. Dét er det hårde ved det hele.

Jeg går pludselig ind og siger “Gu´ vil jeg ej” når der stilles krav til hvordan jeg burde opføre mig i andres optik, og det bliver på ingen måde modtaget med åbne arme og kyshånd. Jeg er helt enig i hvordan jeg BURDE opføre mig, men det kan ikke forlignes med den måde jeg gerne vil opføre mig på – jeg føler at jeg nærmest lyver når jeg skal opføre mig som andre beder mig om. Mennesker jeg elsker overalt på jorden, og højere end mig selv kan/vil ikke accepterer min person og det jeg står for, og forlader mig.

Jeg har siddet det meste af påsken og HULKET fordi jeg var i en kamp med mig selv. Skal jeg indrette mig og miste den person jeg helst vil være – eller skal jeg forblive tro mod mig selv og lade dem gå?? Lige så vel som jeg ikke vil at de laver om på mig, lige så vel kan jeg ikke bede dem om at lave om på dem, for at kunne holde mig ud. Ergo, jeg er nødt til at lade dem gå… og det har været en næsten ubærlig sorg jeg har grædt mig igennem. Jeg skal accepterer at det er sådan, og jeg håber på at det ikke er  en livstidsdom og bruger nu noget tid på at komme mig.

Da jeg var færdig med at græde som i et lille barn, så skulle det ud af systemet. Jeg kan bare ikke tage den dybe vejrtrækning og så slappe af – nej, det skal KNOKLES ud. På den måde slår jeg hjernen fra, og får rystet gråden af mig. Jeg kan bare ikke sidde stille i den slags situationer – så jeg har udnyttet at foråret endelig har meldt sin ankomst. – og for satan jeg har knoklet…

Tankerne og sorgen forsvinder ikke – det gør de nok aldrig… men i de timer jeg knokler, de timer har jeg en vis ro på. Simon lider med mig og forsøger at trøste mig, men han ved godt at han ikke kan gøre noget – der er grænser for hvad han kan stille op, andet end at være der for mig når jeg er så ked af det.

Jeg fik bygget mit drivhus – jeg har sukket efter et drivhus i flere år, og idag fik jeg det bygget af gamle vinduer fra huset. Jeg fik lavet bede i haven. Jeg fik stegt lidt for mange frikadeller over 2 dage. Det virker som fuldstændig ligegyldige ting når man ser på det store billede – men det er sådan jeg “reparerer” mig selv..

Næste weekend bliver huset malet færdigt, stillads fjernes, og alger på væggene ligeså… så jeg kan næsten gå i panik over hvad jeg så skal gå igang med. Jeg finder en ro i at have den slags projekter. Jeg kan “arbejde” mine frustrationer ud – men jeg isolerer mig så også det mere. Behovet for andre mennesker forsvinder næsten, og jeg laver næsten krumspring for at undgå kontakt til andre mennesker – messenger og sms´er bliver det eneste sted jeg kommunikere. Men det er det jeg har brug for…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.