Ensomhed

Det er ikke mange der evner eller vil rumme folk med en psykisk lidelse. Det kræver en stærk person og meget få kan magte det i længden.

Humørsvingninger, stress, gråd, vrede, dyb dyb depression, mani og hvad der ellers er. En ting er at man selv skal kunne magte og overleve det, men når folk tæt på ikke evner det, så er man skidt stillet – og det er ofte en ensom affære.

Man lever i en imponerende tyk boble der ofte virker umulig at komme ud af.

“Hvordan har du det, og er du okay”? 

Det er spørgsmål der er verdens nemmeste at stille og verdens mest umulige at besvare. Jeg har rigtig svært ved at svare på det. Ofte er der bare en øredøvende stilhed i mit hovede samtidig med at det blæser der ud af. Det er lidt som at stå alene i en brandvarm ørken og fryse, og vente utålmodigt på nogen der ikke kommer.

Jeg er med 100% sikkerhed stødt og direkte på vej ned! Det går hurtigere end jeg havde regnet med, og havde håbet at jeg med “erfaring” ville kunne bide det i røven, men det kan jeg ikke – eller, det tør jeg ikke længere. Idag måtte jeg ringe på Psyk..forgæves, og siden sende mail for at oplyse at jeg påbegynder min pn-medicin. En slags panikknap i form af, i mit tilfælde; Lithium. Et effektivt men et rigtig røvhul når det gælder psykofarmaka. Den er hård ved nyrer og lever, men desværre super effektiv hvis man lidt for hurtigt er på vej ned eller op. Jeg græder spontant, lukker ned, trækker mig og bliver kort for hovedet. Jeg bliver “sort-seer”.

Min aller aller dybeste frygt er indlæggelse og/eller mere medicin – så at tage lithium er et kæmpe nederlag. Jeg kæmper pt nogle personlige kampe, hvor jeg føler, at jeg konsekvent bliver hakket i tuden, holdes i kort snor, ikke bliver accepteret og bliver vendt ryggen. Fordi jeg er den jeg er.

Det kan ikke accepteres af andre at jeg..ja, ikke er som andre. At jeg ikke har samme filter som dem, ikke har samme selvkontrol som dem, at jeg tænker og handler anderledes. Jeg ville give mit liv for at have de evner som andre ser som det mest naturlige, og ville give selvsamme for at få en forståelse fra dem der ikke evner det. Al respekt for at de ikke kan, men det er hårdt at at skulle affinde sig med det.

Jeg bliver jo aldrig det de måske gerne så jeg var. Skal jeg så resten af mit liv holdes en armslængde ude, eller være under en form for administration, for at de kan holde mig ud??!

“Du bør komme mere ud og få noget at gå op i”!

Tager du pis på mig??? Når man har det sådan er det en kamp bare at gå i bad, huske at spise sundt og overholde små aftaler. Jeg kan luske i et karbad, græde så vidt muligt i stilhed og bede til de højere magter om ikke at skubbe mig længere ned.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.