Den skinbarlige sandhed

De her dage føltes som 10 skridt frem og 40.000 skridt tilbage.

Forestilling; Man har holdt en kæmpe fødselsdag og der ligger 4 mill. balloner over det hele. Kæmpe fest. Så skal man rydde op, men overser en ballon henne i hjørnet. Den ligger stille og roligt mens luften siver langsomt ud af den. Den ligger og bliver underligt rynket og ser ret sørgelig ud..

Pt er jeg den ballon henne i hjørnet.

Jeg havde ALDRIG NOGENSINDE troet at CSM ville være så hårdt. Altså; JO – jeg vidste det ville blive hårdt. Men hver en celle i min krop har det som ballonen i hjørnet.

Min læge har, som skrevet i tidligere oplæg, sagt; “Christina, du er pisse syg”… (aka mentalt udmattet af anden verden). Jeg syntes godt nok at det var en barsk udmelding, men det er jo et eller andet sted at ligge svesken på disken. (Halleluja for en hudløst ærlig læge).

Jeg har det HELT AF HELVEDE til. Jeg havde håbet helt ind i sjælen at jeg kunne gå igennem CSM uden psykofarmaka – men det “lugter” af at det så ikke kommer til at ske! Imorgen ved jeg mere. Hun kontakter Psyk med henblik på rådgivning ift psykofarmaka. Jeg har iøvrigt NÆGTET selv at blive tilknyttet Psyk!!!!!

Jeg trækker mig fra mennesker og relationer. Jeg kan simpelthen ikke være i dem, hvis de har bare snerten af “uro/drama/skænderier” i sig. Det i sig selv, er PISSE hårdt, men det er nødvendigt for alle parter. Uanset hvem der har valgt at trække stikket. Ingen siger at de brud er “for ever”, men lige nu er de nødvendige – for alle parter!! – også selvom det gør LATTERLIGT ondt. Jeg er til ingen nytte for dem eller omvendt.

Jeg har det ikke godt. Jeg troede at jeg efter snart 1 år ved CSM, havde bevæget mig bare LIDT i en god retning.. Men igår satte min terapeut ord på, at det faktisk går i den helt forkerte retning.

En del af min terapi går på at jeg skal se mine “spøgelser, senfølger, KPTSD og traumer” i øjnene, tage angsten i hånden og “overleve”… Well… Jeg har UBEVIST startet en ny undvigelsesmanøvre igang! Anede vitterligt ikke at jeg gjorde det, men det ligger åbenbart så dybt i mig at gøre det.

Jeg har tænkt at jeg “bare” er mindre social, holder mig fra ting/steder/mennesker der evt kunne trigge min angst og “fortid” – så i og med der har været færre angstanfald, så var jeg bare piss’ go’ og havde bevæget mig fremad! Ren win/win…

Hun kaldte det noget så fint som “undgåelses-strategi”… Problemet er at jeg ikke er klar over at det er dét jeg gør. Det ligger bare så dybt i mig at undvige og ikke ville se “fortiden” i øjnene. Min egen forklaring er evt at det ville fremprovokerer den VILDESTE angst. Angst er for mig tab af kontrol.

Jeg vil heller have rødglødende nåle stukket i øjet end at miste kontrollen.. Men min terapeut var ret direkte;

“Christina du spænder ben for din terapi og for at kunne komme videre i forløbet”

AV!!! AV med AV på…

At have det sådan her er ikke for sjovt. Det er ikke kønt. Det er skræmmende. Det er grimt. Det er ondskabsfuldt. Det er sårbart. Det er virkeligheden…

THIS IS WHAT IT LOOKS LIKE…