Nogen vidste noget

Kære Gitte

Kære Gitte

Du var “bedste veninde” med min mor. Dig og din mand var faste gæster i mit barndomshjem. Engang imellem var vi hos Jer, men i reglen var du eller jer begge hos os. Hos min familie.

Dit farverige tøj, store plastikøreringe, og nærmest sjofle høje latter og din vulgære arrogance, der oftest var på andres bekostning. Jeg ridsede engang med en nål i bordkanten; “Jeg hader Gitte”. Da det blev opdaget hånede du og min mor mig – oveni den åbenlyse skideballe. Jeg hadede dig, fordi du konsekvent nedgjorde mig. Jeg kunne aldrig slippe for dig.

Når jeg kom i skole var du selvfølgelig min lærer.

Stadig lige så vulgær og larmende. Underviste med fødderne smækket op på bordet, brølede helt åndsvagt hvis du ville have opmærksomhed og intimiderede ikke kun mig, kastede kridt efter os hvis vi ikke fulgte med.

Jeg følte at jeg aldrig kunne slippe for dig. Jeg havde dig konstant over mig – hvis ikke din vulgære person var efter mig i skolen, så kunne jeg trisse hjem og kraftedme se og høre på dig der. Dig og din mand var så stor en del af min familie, og jeg har sågar hørt om “partnerbytte”. Ved jeg af gode grunde ikke om det var sandt – men du/i var der i så stort et omfang at du PÅ INGEN TÆNKELIG måde kunne have overset hvad jeg blev udsat for derhjemme.

Du var skolelærer. Dit arbejde bestod i at undervise og gøre unge mennesker klar til livet. Du skulle udvise forståelse, omsorg og viden. Du udviste alt andet! Der var dage hvor jeg ikke vidste hvad var værst; Dine eller min mors ydmygelser af mig.

Jeg har “bestilt” alle tænkelige udtalelser, underretninger, skolemøder og lign. ved Rigsarkivet. Jeg vil se sort på hvidt hvor meget der er dækket over – eller om der har været mistanke og det bare er ignoreret!!

Kære Gitte. Jeg hader dig. Stadig!!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.

.

Skriv gerne en kommentar til indlægget eller send mig en mail på determinmail@msn.com - Alle kommentarer læses og godkendes. De slettes hvis de ikke vedrører indlægget.

KOMMENTAR

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nogen vidste noget