Status på det bipolære halløj

Hvor gad jeg egentlig godt at en Bipolær lidelse type 1, som min, bare var lidt som en latterligt meget lang influenza. Så´rn så den forsvinder efter en længere periode. “Puf” væk var den.

Det er LÆNGE siden jeg lærte at leve med min sygdom, og der er tidspunkter hvor jeg næsten ikke mærker noget til den – og så er der tidspunkter hvor jeg bare afskyer den. Mine “forkortelser” har jeg en underlig tendens til at glemme, fordi jeg på en eller anden måde lader det dække ind over at jeg er bipolær.

PTSD, OCD, neurasteni og lign. I min optik er det hele bare ét stort samsurium af det Bipolære.

Det er medicinen der minder mig om at jeg er syg, mest i de gode perioder selvfølgelig. I de dårlige perioder skal sygdommen sgu nok selv minde mig om dens eksistens.

Der er ikke ord for hvor meget jeg hader min medicin!!! Indædt og rendyrket had!!!

Den medicin jeg får er stemningsstabiliserende, ergo den skal sørge for at jeg ikke ryger OP i en mani, eller NED i en depression. Den gør også sit “arbejde”, men bivirkninger er opslidende. Det ved alle der tager den slags medicin. Hårtab, vægtøgning, dårlig hud, lever og nyrer er det hårdt for, maven får problemer, søvnproblemer, madlede eller konstant sult, øget tørst, mundtørhed, sitren i kroppen – listen er så latterlig lang!! Men det er “Prisen” for at få ro i hjernen… og ofte betaler man den pris uden at spekulerer i konsekvenserne. – “De piller de giver mig nu, er de egentlig gode for mig”??

Det går ikke en uge hvor jeg ikke “drømmer” om at være medicinfri. Hver eneste aften når jeg tager den håndfuld piller, farer der tanker igennem mig, om hvad de gør ved min krop; rent fysisk. Det er videnskabligt bevist at mennesker med psykiske lidelser lever i kortere tid, end dem uden psykiske sygdomme – dels fordi selvmordsrisikoen desværre er større, men også fordi vores organer simpelthen ikke har godt af al den medicin. Når jeg åbner min medicin lugter det fuldstændig som giftig maling. Jeg propper det gift i mig hver eneste dag.

Men jeg tør ikke blive medicinfri. Jeg frygter ikke at gå NED og dermed få en depression – den er for mig, til at tage og føle på. Ikke at den skal negligeres, for det er livstruende modbydeligt. Jeg frygter værre endnu, at gå OP og dermed ende i en mani. For mig er en mani det samme som at miste mig selv, og ALT jeg har kær. En mani giver mig følelsen af at jeg kan ALT.. og jeg gør ALT – og jeg er ligeglad med ALT og ALLE! Vitterligt… Der er ikke pyntet på effekten for at du skal imponeres, for jeg er komplet ligeglad med hvem jeg tramper ned, sårer eller trækker med rundt i manegen. Det er uden sammenligning, og er så svært at beskrive, så andre kan forstå hvad det er. Man ser i udsendelser på TV om folk med sølvpapirshatte, der tror at marsmænd er efter dem og maler deres hjem pink – Sorry to say; Men det er dét manier kan ende i… Jeg har ikke selv rendt rundt med sølvpapir på hovedet – dog ikke – men det er ikke småting jeg har smadret i min rengøringsmani med klorin, malet værelser kl 02:00 om natten, lagt tøj sammen med en lineal så det var helt lige, skuret vaskemaskinen ned fordi den efter brug var “ulækker”… og det er kun i småtingsafdelingen.

Jeg har heldigvis ikke haft en mani i mange år – men jeg ville stikke en plade hvis jeg påstod at jeg ikke kunne savne det. Det er for dem jeg har omkring mig, det ONDESTE der findes, men for mig er det verdens fedeste fornemmelse. Man kan jo alt!!! Eller…. det fortæller din hjerne dig, at du kan.

Jeg har længe – i flere år – ligget stabilt. Jeg har snuset til en mani, men ikke mere end det kunne slåes ned med ja; mere medicin. Jeg har selvfølgelig også snuset til en depression – det fik jeg såmænd også bare mere medicin for.

Jeg er selvfølgelig tilknyttet psykiatrien, men fordi jeg har det så godt, ses jeg kun med min psykiater ca. hver 3. måned. Jeg får taget blodprøver så de kan holde øje med min lever og nyrer. Så sidder den søde Sune, (min psykiater) og siger; “Hmm…ja ja…nååh….hmm” når jeg fortæller hvordan jeg har det. – og så tilpasses min medicin derefter. Decideret terapi får jeg ikke. Jeg er blevet spurgt i 8 ÅR om jeg vil deltage i gruppeterapi, og har konsekvent sagt nej!!

Jeg har modtaget almindelig terapi, men det har dels været baseret på min barndom, men terapi baseret på min sygdom har jeg som sådan aldrig modtaget, Nu har jeg så sagt ja… til gruppeterapi. Corona sætter lidt en bremse på, men det ser ud til at jeg engang i marts begynder. Mit største ønske til forløbet er at kunne genkende mig selv i dem. Har de også den udmattelse af at skulle tage piller?? Hvad tænker de om at det her er en livstidsdom?? Hvad føler de når… Hvad tænker de når… Hvad kunne de godt tænke sig når… ??