Hvem er Christina??

Hele mit liv har på mange områder været en form for parodi. Har brugt uanede kræfter på at være noget jeg ikke var – eller sågar ønskede at være. Man usikker som jeg har været, har jeg været villig til næsten hvad som helst for at føle accept, omsorg og at passe ind.

Fordi jeg så sent i mit liv fandt ud af at jeg var bipolar, har jeg også brugt det meste af mit liv på at føle mig “anderledes og forkert”.. Jeg anede jo ikke at jeg var bipolær, havde OCD, angst, neurasteni osv.. Jeg vidste jo ikke hvorfor jeg konsekvent gik rundt med de følelser af at være “forkert”. Så jeg stod på ét ben i 30+ år for at passe ind – og jeg havde altså ikke ret stor held med det!!!

Jeg var ALTID omgivet af en eller anden form for drama. Mit eget shit eller andres! Jeg var synonym med drama. Om det var i familien, venner, bekendte… hvor jeg var, var der drama. Jeg levede nærmest af det. Kunne blive helt høj af drama. Det var mit fix.

Men det er drænende. 110% latterligt drænende. Så da jeg endelig får noget ro på, skiller bukkende fra fårene, får ryddet op – stod jeg tilbage med en næsten tom skal. Hvis jeg hele mit liv har været på en måde – får noget ro på – hvem er jeg så?? Hvem er Christina så???

Jeg vidste jo godt hvem jeg dybest set var, men vidste tit ikke om det var min sygdom der spillede en rolle, mine traumer eller den jeg i virkeligheden var. At finde ud af hvem jeg egentlig var som menneske har vist sig at være fuldstændig befriende. Jeg er slet ikke så “dramatisk” som jeg gik og troede. Mine reaktioner på andre og situationer har ændret sig markant. Istedet for at få en fest ud af drama, kan man nu ikke se min røv for bare skosåler. Tag ikke fejl, jeg kan stadig sige fra og skælde ud, men er der optræk til drama hos mine medmennesker skrider jeg. Jeg gider det ikke. Jeg magter det ikke.

Jeg har opdaget at jeg slet ikke er så social som jeg gik og troede. Jeg ELSKER at være sammen med dejlige mennesker – hvem gør ikke det?? – men jeg har i hverdagen slet slet ikke bruge for menneskelig kontakt. Simon, min datter og mit barnebarn er reelt set de eneste jeg har brug for. Min søn bor på sjælland, og han er i den grad savnet. Jeg ser det som en bonus at jeg har dejlige og fantastiske veninder/venner, og de er uundværlige, men jeg har ikke mere et stort behov for at skulle ses hver dag, eller tale sammen hver dag. Ser dem faktisk så lidt at jeg noglegange føler at jeg svigter som veninde.

Jeg har fundet ud af at “Christina” har det bedst bare med at være derhjemme, omgivet af dem jeg elsker og bare fra tid til anden lige mødes med omverdenen, bare for at skynde mig hjem igen. Jeg ELSKER det.

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.