Processen i at skille mig af med mennesker, føles nogle gange som om, den ingen ende vil tage!!!
Se næste indlæg >
Tilbageblik
Christina Winther
2019 har godt nok været en rutchetur af format. Heldigvis har det hovedsagligt være hylende fedt, men nedturene har godt nok også rykket tænder ud. Dem der påstår at de aaaltid er glade og ikke oplever det “helt vilde” i form af nedture er fulde af løgn. Livet består konsekvent af op- og nedture, og det er det der skaber os.
Mit højt elskede barnebarn er bare indbegrebet af kærlighed. Har brugt det meste af året på bare at indhalere ham. HOLD KÆFT hvor jeg elsker den dreng. Så sent som idag blev jeg ringet op på facetime af min datter fordi han ville snakke med sin mormor. Dét er sgu da den største livsbekræftigelse man kan få. Han taler mere og mere, og det er det fedeste i hele verden at føre små samtaler med ham, der handler om dyrelyde, traktor og værktøj. Min datter har vitterligt fået skabt det smukkeste menneske og på bedste vis evner hun at skabe tryghed og faste rammer omkring ham. Ubetinget og konstant, også selvom hun står med det hele selv.
Siden foråret har “vi” som familie sloges med den fædrende part til mit barnebarn. Det har været et HEL VE DE af format at kommunikere med den side af familien. Råben, skrigen, trusler, misbrug, svigt i én lang bane. På 2 timer havde jeg 27 opkald – tør ikke tænke på hvad antallet er for hele året. Alle mine opkald optages, af logiske årsager. Skulle jeg høre alle opkald fra den part, ville jeg kunne lytte i flere dage. INGEN har modsat sig de krav der er stillet fra den lejr, men når samarbejdet har været SÅ svært har vi været tvunget til at trække os. Så må de forskellige instanser tage over, hvilket vi bare venter på. Men det har kostet på følelser og overskudskontien, fordi det i perioder var non stop med opkald, beskeder og tilsvininger. Shit det har været hårdt. Jeg vil ikke udstille nogen med dette opslag, men samtidig er jeg heller ikke bleg for at stå frem og sige hvor pisse svært det er at være pårørende i sådanne situationer. ALLE følelser er i klemme, og det er direkte modbydeligt at det ene øjeblik at være svigermor, så er man mægler, så er man rådgiver, så er man psykopat…bare for igen at være mægler. Svigermor til vedkommende bliver jeg heldigvis aldrig igen. Men sjældent har jeg mødt SÅ “kompliceret” et menneske.
Kogt helt ind har det været et hårdt år, men også helt ekstremt givende. Mit forløb ved psykiatrien og cms er latterligt hårdt, og det tager LANG ting, men jeg ved at det er det hele værd. Det skal det være. Jeg har opdaget at det er okay, ikke at savne mine forældre, fordi jeg nu finder en underlig ro i hvad det er de har budt mig. At de ikke er her mere til at “forsvare” sig selv eller svare på 1000 spørgsmål gør heller ikke noget. Jeg ved det jeg skal vide – andet er der ikke behov for. For at lære og leve med det, får jeg alverdens hjælp til.
Jeg har fået nye og fantastiske venner/veninder. Gamle venskaber bliver bare stærkere og stærkere. Når jeg hører om de “gamle” venskaber jeg heldigvis nu er foruden, ser jeg det bare som ren underholdning, og nej det er ikke pænt at grine af andre … men shit det er funny alligevel. Som i, at jeg tager mig selv i at klukke af grin. Gør det mig til en skidt person? – måske – men det gør mig også til en person der får en vis bekræftigelse ud af det. Det havde jeg brug for, og det får jeg i allerhøjeste grad. Vi bor i et “lille” område – alle kender alle – og JA, jeg lytter til sladder, nyder det lidt, griner meget og fedter så ellers videre i min egen osteklokke og skider på at de med sikkerhed også får en masse sladder om mig og mit.
Jeg er stærkere end jeg nogensinde har været. Modgang knækker mig ikke længere – det kan godt få mig lidt i knæ, men jeg falder aldrig. ALDRIG!!! Mine unger er glade og har succes med det de har gang i. Min ægteskab er urokkeligt, selvom vi også er dødelige og kan trættes og udmattes. Jeg er glad, jeg er mig og det er det vigtigste. 2020 kom an….
.