Det er underligt men rart

De fleste ville ikke kunne undvære deres familiemedlemmer. Blod er jo tykkere end vand ikk´? Under ingen omstændigheder – ihvertfald ikke for mit vedkommende.

Jeg har de sødeste fætre og kusiner, mostre, onkler og tanter – men i vores familie render vi altså ikke hinanden på dørene, og når sandheden skal frem, har jeg ikke set flere af dem i 8-9-10 år – nogle af dem i længere tid. Vi er venner på facebook, og følger lidt med på den måde, ellers ikke.

Jeg har min datter og min søn… og mit barnebarn. Dem lever og ånder jeg for 100%… Jeg ville ikke undvære dem for noget i verden. INTET!!

Mine forældre er her “gudskelov” ikke mere. Tro nu ikke at jeg er glad for at de ikke er her mere – slet slet ikke. Så kold og kynisk er jeg altså heller ikke. Men var de her stadig ville jeg være nødsaget til også at bryde båndet til dem, og det ville være noget af det sværeste for mig at gøre. Også selv om det er pga dem og deres adfærd jeg ville være tvunget til det. At stå og se på to mennesker man elsker over alt på jorden, og sige til dem “Jeg vil ikke have jer i mit liv mere” gør ondt helt ind i sjælen, og det er noget man aldrig helt kommer sig over.

Jeg har to søskende jeg har sagt det til. Eller… det har jeg faktisk ikke. Det er aldrig sagt direkte, men det er kommet frem under skænderier, pres, udbrud, uenigheder og forskelligheder. Vi kørte SÅ træt i det, at vi simpelthen fik nok af hinanden. Vi udmattede hinanden. Jeg har faktisk flere gange rakt hånden frem og tænk at vi måske skulle snakke ud om det – men er hver gang blevet afvist, og da dét sank ind, satte jeg pludselig pris på det. Shit en redelighed hvis jeg sad til bords med dem og den store fede pegefinger kom frem fra min side. Ingen af os ville ha´ fået noget godt ud af det. Sikke en redelighed der ville komme ud af en der er konfliktsky, en der drikker for meget og lever på en løgn, og så en bipolær med SÅ meget på hjertet.

De syntes jeg er så forfærdelig, uretfærdig, larmende og gyselig. Jeg syntes nøjagtig det samme om dem, men ville nok bruge nogle helt andre gloser. Jeg tror slet ikke jeg ville kunne administrere de mange følelser der ville komme frem, skulle jeg få muligheden for at sidde med dem. Kort opsummeret ville jeg slynge om mig med ord som; svigt, løgn, bedrag, ligegyldighed og skam af værste skuffe.

Mine blogoplæg fortæller stolpe op og ned om mine issues på den familiære side, og det er faktisk vildt frustrerende at det kun lige er dét emne der fylder. Måske fordi jeg aldrig har fået den “rundbordssamtale” ud af systemet?! Jeg har aldrig fået muligheden at sidde med dem one on one, smidt gaffatape over deres mund så de ville tie, og så bare lade dem høre “hvor jeg kom fra”. De har i MANGE år kendt til hvad der skete i min barndom, og mine forældre har sågar bekræftet det for dem da de ikke troede på det. Min ene søster ville gu hjælpe mig have alle detaljerne, hvilket jeg overhovedet ikke syntes var passende, den anden søster har “bare” sagt; Jamen hvad skal jeg gøre?!

Jeg har ikke behovet for at give dem detaljer – de er mine og ingen andres. De eneste der skal kende detaljerne er psykologer og psykiatere. De skal ikke gøre noget som helst, andet end at lytte. Det kan jeg ikke få dem til, uden at vi ryger i totterne på hinanden og peger fingre. I mange mange år sagde jeg, at den dag min far døde ville “straffen” komme – den dag han så døde var det på en voldsom og smertefuld måde, og jeg gik resolut i panik. Var det min skyld og mit ønske der, dér gik i opfyldelse?? Nu tænker jeg istedet at jeg har det fint med de manglende kontakt, men hvad nu hvis én af os dør. Kører galt imorgen? Hvad nu hvis…..

Jeg har nu i nogle år, kun har sporadisk kontakt til resterne af familien, og jeg HADER at det fylder så meget. Det er rart at der, som sådan er en vis ro uden kontakten, men jeg mangler stadig at få det ud af systemet – og jeg ved simpelthen ikke hvordan…