Bare en gang imellem…

Det er nu ca 2 år siden jeg tog “afsked” med de mennesker jeg ikke mere kunne magte – ihvertfald de familiære afskeds-salutter. Jeg brugte derefter enorme kræfter på at skælde og smælde. Rase ud både på den sunde og i den grad på den usunde måde. Det var som om at et helt livs indestængt vrede, næsten skulle spyttes ud. Det enorme svigt jeg følte kunne ikke være i mig mere.

Jeg kan ikke sige mig fri for fejl og mangler. Af den enorme slags – fuck hvor har jeg formået at lave ged i den – men det ændrer ikke på det svigt jeg følte og stadig føler – og det gør mig dybt ulykkelig, at jeg ved med mig selv, at vores interne forhold aldrig nogensinde igen vil blive normaliseret.

Det er uhyggeligt svært at “holde af og elske” os med bipolære lidelser. Vi gør det fandeme ikke nemt for dem omkring os, jeg har STOR respekt for dem der evner det, og ja også for dem der bare ikke kan magte det. Men de mennesker der skulle forestille at være aller aller nærmest, de svigtede ikke fordi jeg har bipolær lidelse, de svigtede fordi, de havde/HAR en klar viden om hvad jeg har været igennem, og ALDRIG nogensinde har udvist nogen som helt form for støtte omkring dét emne. Tværtimod er jeg nærmest blev bedt om at pakke det væk i sådan en grad at jeg virkelig gjorde det. Jeg gav nærmest op ift det emne.

Læste de om “den slags” i medierne var det med væmmelse og afsky, alt imens jeg sad overfor dem og kunne undre mig. Hvor var den afsky overfor deres eget kød og blod??? Hvorfor var det såååå frygteligt at læse og høre om, men jeg skulle pakke det væk??? Hvorfor var der så lidt forståelse for min adfærd, når de nu godt vidste hvad jeg havde været igennem???

Jeg gider ikke mere drama. Jeg gider ikke mere skændtes med tåber af den art – og ingen af dem er bedre end den anden – de stikker hovedet i busken på hver deres klamme måde. Jeg ville kunne gå forbi dem på gaden, hilse høfligt, og gå videre med hovedet højt.

Jeg ved nu hvor jeg får min opbakning fra, og jeg ELSKER dem for det.

Nu siger jeg at jeg ikke gider mere drama… Well, det er jo ikke helt sandt vel?! En gang imellem kommer det over mig. Vreden, sorgen og skuffelsen bliver for overvældende, og så kommer der galle ud. Jeg er kun menneskelig for pokker. Jeg tror ikke at jeg nogensinde kommer 100% over det, eller kommer 100% af med de lede følelser – men 80% er også godt nok. Så kan jeg en gang imellem også tillade mig at hælde galle ud med de sidste 20%…

 

 

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.