Udefinerbar

Jeg syntes at jeg overordnet set har det ret godt i tiden, men hvis jeg alligevel mærker efter er det lidt udefinerbart. Jeg er altid ekstra opmærksom på mig selv i de mørke måneder, men det har været lidt anderledes de forgangne måneder.

Jeg er ikke sunket ned i en dyb depression, som jeg har gjort i mange år – det tror jeg dels skyldes at jeg har fået så god en kontakt og dialog til psyk. Det er et fantastisk samarbejde, jeg virkelig har kunne mærke. Dels er jeg er et godt sted rent medicinsk – jeg får en mindre dosis lithium, (stemningsstabiliserende) og min Dex-amfetamin. Og til sidst tror jeg det skyldtes en solid oprydning af menneskerne i mit liv. Jeg har ikke være i terapi de sidste par måneder, og det begynder at kunne mærkes. Min psykolog ramte noget sygdom og måtte sygemelde sig. Jeg har ikke haft interesse i at starte op hos anden psykolog og skulle “starte forfra”, så besluttede at vente på at min psykolog kom tilbage.

Jeg gik fra ugentlige samtaler, til ingen overhovedet. Det er egenlig gået godt, men stille og roligt kan jeg godt begynde at mærke at jeg mangler et sted hvor jeg kan læsse af. Et sted hvor jeg kan lade op og have en form for sparringspartner. Selvfølgelig har jeg min mand og mine veninder, men der er bare visse ting man tager med sin psykolog, der har været min fortrolige i flere år, og har fulgt mig siden dag 1.

Mit lithium holder mig stabil ifh til at skulle dykke i humøret, og Dex´en skulle give mig lidt mere ro ift til mit evindelige tankemylder. Jeg kan 100% mærke at Dex´en har en effekt og har givet mig en ønsket ro, men det er en langt større omvæltning end forventet. Det er lidt som om jeg er gået i stå..??

Jeg kludrer i ord, og har nogle gange svært ved at stykke sætninger sammen. Jeg kan sagtens tale, det er slet ikke dét – men jeg snubler underligt over dem nogle gange. Min hukommelse er FULDSTÆNDIG smadret. Jeg laver aftaler, jeg dagen efter ikke har et begreb om. Kan have dialoger med med personer og kan ikke huske dem dagen efter. Vasker det samme tøj 3 dage i træk fordi jeg glemmer at det rent faktisk er vasket. Kan næsten mærke dag for dag at det bliver værre. Jeg har fra den dag jeg kunne holde en pen i hånden, tegnet, malet og været kreativ. Jeg har flere malerier stående jeg skal have færdige, fordi de er lovet væk, men kan ikke få så meget som en strøg ud af mig selv. Hver tirsdag er vi nogle tøser der mødes og er kreative sammen – igår sad jeg bare og stirrede ud i luften. At været kreativ er en KÆMPE stor del af mig, og jeg syntes at det er skræmmende at jeg ikke kan få noget ned på papiret. Er jeg blevet medicineret så grundigt at det er væk???

Jeg føler mig ikke psykisk sårbar, ked af det eller “nede”. Måske jeg bare mærker for meget efter, og måske er jeg lidt for opmærksom på ting der forandres???

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.