Følelsesforstærker

Èn ting er at jeg skal sloges med at være bipolar og hvad det ellers tager med sig af skavanker – men det værste er – underligt nok – at alle følelser forstærkes. Jeg bliver ikke bare vred, jeg eksplodere. Jeg bliver ikke bare glad, jeg hopper rundt på ét ben. Jeg bliver ikke bare ked af det – jeg falder fuldstændig sammen… og det gjorde jeg igår.

Jeg går rundt med abnorme ambivalente følelser i tiden og jeg kan simpelthen ikke få dem placeret, og det får mig helt derud hvor jeg ikke kan administer de der “ked af det” følelser. Igår græd jeg som en barn der var faldet, og mere græder over chokket end smerten . Den der gråd der er fuldstændig ukontrollerbar. Den gråd hvor der ingen lyd kommer, men tårerne og snottet bare hænger i guirlander mens man gemmer ansigtet i hænderne. Jeg bare græd og græd – og var så dybt frustreret.

Jeg græder fordi jeg føler mig svigtet at de mennesker jeg troede ville støtte mig til den dag jeg stod med én fod i graven. Jeg græder fordi de intet gør for at hjælpe. Jeg græder fordi jeg ikke vil have deres hjælp. Jeg græder fordi, at skulle vi allesammen forsones, går jeg med frygten for at alt bare vender tilbage til det kaos jeg løb skrigende fra. Jeg ønsker en fred og ro, men ikke for en hver pris.

F.eks. min søster. Aldersmæssigt er vi så tætte på hinanden som man næsten kan blive. 13 mdr er der imellem os. Der stopper sammenligningen så også. Jeg er lys, hun er mørk. Jeg havde krøller, hun havde stridt hår. Med alderen blev forskellene større. INTET var vi fælles om – kun det faktum at vi havde samme mor – og samme far. Kort summeret op – vi har INTET tilfælles. Vi er ikke enige om noget som helst pga vores livssyn, hvilket et eller andet sted jo er fair nok. Uenigheder eller ej, så har “PAUSEN” været tiltrængt omend det var mit valg – det blev selvfølgelig misforstået og ja – helvede brød løs. Jeg fik det heller ikke sagt på en ret pæn måde til hendes forsvar.

Det var noget fejring i forgårs, for hele den del af familien jeg ikke ser eller taler med. Hvilken slags fest er ligegyldig. Da jeg finder ud af at alle skal samles og bare er så kvalmende lykkelige – dels fordi de ikke vil sige noget til hinanden om det der ligger under overfladen, der måske på længere sigt kunne skabe en ro.

– og Nej jeg blev ikke inviteret…

“Hvis vi bare tropper op, er lykkelige og bagefter skrider hjem i vores egen komfortzone, så slipper vi for at have en dialog sammen”..

Jeg var egentlig ret cool omkring det, også da jeg finder ud af hvem de øvrige gæster er (Kammen-internt) – godt nok kom trangen til opstøve vedkommende og give hende en lammer – med en stol – men igen… jeg var ret cool omkring det. (host host)…

Men jeg følte mig svigtet i så enorm en grad at jeg græd det meste af dagen…

HVIS en af dem kom herhjem og bankede på døren og bad om vi skulle få en snak og få løst det hele, ville det da være super fedt….

MEN

…….Jeg ville istedet for at føle overvældende svigt, hurtigt blive overvældet af frygt. Hvor længe kan det holde før 3. verdenskrig brød ud?? Hvad med tilliden?? Den fikser man sgu ikke bare. Jeg ville føle at jeg konstant bare skulle gå og vente på hvornår det næste udbrud kom.

Kommer det, når én konsekvent får lidt for meget at drikke??

Kommer det når jeg betvivler sandheden i det der siges??

Kommer det når jeg får nok af at “det tales der ikke om”??

Komme det når der bliver sagt “Det vil jeg ikke blande mig i”??

Kommer det når dit eller dat… for det skal nok komme.

OG DERI LIGGER PROBLEMET!!

Problemet er at jeg ikke kan lide den person jeg bliver når jeg er sammen med dem. Jeg bliver forvirret, vred, ked af det, jeg søger placeringer – hvor hører jeg til?? Jeg søger anerkendelse jeg aldrig vil få. Jeg vil blive banket i hovedet med ting jeg har sagt eller ikke gjort godt nok…

Jeg græd – nej, hulkede, ……..fordi vores forhold til hinanden aldrig vil blive “sundt”…