det hele værd

 

Nåh, jeg har længe bare pladret løs om alt der ikke har det fjerneste at gøre med at jeg er bipolar. Jeg har skrevet om min lalleglade hverdag fordi jeg har det så godt i tiden. Men at have det så godt er ikke kommet uden en pris, og det har taget mig MANGE år at komme hertil – og jeg må bare håbe på at jeg bliver ved med at have det så godt…

Når jeg læser mine oplæg igennem kan jeg næsten se hvordan processen har udviklet sig. Hold nu op hvor har jeg været ked af det, vred, frustreret og lidt mere vred – og følt mig lille bitte. I min lykkerus har jeg nærmest glemt det – omend der er ting der fylder hver dag, det får mig bare ikke ned i et sort hul mere.

Jeg vil, og håber ikke at jeg glemmer hvad det har “kostet” mig at nå hertil. Jeg vil at den pris skal være min reminder om at intet skal tages for givet – og at de mennesker man tager for givet bliver altså ikke hængende bare fordi de syntes man er lidt småtosset på papiret.

De mennesker jeg mistede i den tid hvor blæsten i bølgerne gik over til orkanstyrke,  de kan ALDRIG erstattes – på ingen tænkelig måde, og intet af det der er sket har ændret min kærlighed til dem. Det kommer aldrig til at ske!!!! Den kærlighed er og var alt-overskyggende, og det er den til dag jeg står med foden i graven.

Jeg har i de fleste af mine leveår, presset mine medmennesker ud i hjørner hvor de kun havde to muligheder. Flygt eller kæmp!! Jeg foretrak at de valgte kampen, for dér kunne jeg tilnærmelsesvis få succes. Flugten var også okay, men oftest pinlig og ydmygende for begge parter. Jeg er ikke stædig for ingenting. For 2 år siden ville jeg ha´ flippet rådden skråt over det manglende svar fra min søster i den sms jeg sendte hende for nogle dage siden.

Jeg påtager mig aldrig nogensinde at hele miseren er udelukkende er min skyld – en tango er bedst med to partnere. MEN, jeg har været vanvittig god til at puste til en ild der var ved at uddø og ikke burde brænde videre. Jeg var ikke færdig, og selvom andre var, så var jeg ligeglad.

Jeg har det seneste år seriøst arbejdet på det – og vil gerne erkende at jeg gik fra trælse ting, mens jeg i samme omgang smækkede med døren. Det var en laaaaang  process, og jeg er slet ikke færdig endnu.

En af mere spøjse ting det har udviklet sig til er at jeg er blevet sygeligt konfliktsky. Er der optakt til konfliker er jeg den der er skredet. Det fremkalder næsten et angstanfald – diamentral modsætning til hvor jeg var i livet for få år siden. Jeg søger flugt med det samme.

Men i denne process har jeg mistet, eller sagt farvel til mange højtelskede personer i mit liv. Jeg tror på at dem man tugter, elsker man. Man skændtes ikke uden følelser – ergo man skændtes fordi man er passioneret om det og ofte i følelsernes vold. Jeg har i mange år kun været passioneret omkring at være en hysterisk møgkrukke, der ville bestemme det hele.

Men har det så været det værd? – at miste dem man elsker så højt. Mjoooh….njaaah – pisse svært spørgsmål. Forleden sad jeg og talte med en veninde om samme emne. Jeg ville da absolut helst kunne have de mennesker i mit liv, MEN….. Jeg har med en træls adfærd givet dem nogle ar på sjælen, ligesom jeg selv har nogle ar fra nogle af deres adfærd. Jeg begynde at rode rundt i årsager, hvordan, hvorfor og hvorledes.

SCENARIE: En jeg savner og elsker, kommer og banker på min dør; “Skal vi ikke være gode venner, jeg savner dig”?! Min første tanke ville da helt sikker være JO DA!!! Men det vil hurtigt bliver aflyst af min indre stemme der brøler: “DONT GO THERE”!!!

Jeg har nemlig opdaget et det slet ikke er de TING vi skændtes og bragede over, der var problemet. Det var i reglen komplet tåbelige ting, som er helt hen i vejret. Det var dét vi fik frem i hinanden der var det essentielle. Jeg blev så konstant forarget, skuffet, overrasket, vred, ked af det og rasende når jeg var sammen med vedkommende. Til sidste forventede jeg nærmest at der skulle komme drama når vi var i hus sammen, og blev sjældent modbevist. Dertil så jeg en adfærd jeg heller ikke kunne lide, i dem jeg skændtes med. Føj hvor blev der skudt lavt – og helst hvor det gjorde ondt.

IGEN – have in mind, at jeg ikke fralægger mig min andel – men – jeg opdagede i denne process, at de mennesker jeg selv har sagt farvel til, og de mennesker jeg selv blev fravalgt hos, havde intet med selve emnet på skænderiet at gøre. Vi evnede simpelthen at bringe det ABSOLUT værste frem i hinanden. Jeg kunne pludselig se at den person jeg blev i deres selvskab, brød jeg mig slet ikke om at være. Pinligt!!

Jeg skal ikke føle ydmygelse og at jeg skal opnå en vis venskabs-status, omsorg og sygelig renlighed for at være veninder med andre. Jeg lagde større vægt på at vi jo altså have været veninder i 1000 år, og overså at vores forehold ikke var ligeværdigt. Jeg hiiiiigede konstant efter dennes bekræftelse – og det er sgu ydmygende til sidst. Jeg brød mig ikke om at være den person i vedkommendes liv og slet ikke i mit eget liv. Så er man ikke veninder mere. Ikke i min optik.

Jeg skal ikke føle at jeg hele tiden skal være på overarbejde når jeg er sammen med noget familie. Føle at deres “stand” er højere end min. Sidde med den konstante følelse af at hvis jeg stiller tvivlspørgsmål til noget, så er jeg et røvhul – ikke god nok – bla bla bla – JO det er MINE følelser, og jeg forsøger at forholde mig til dem  men DU giver mig de følelser – bare så vi er på forkant.

Vi er i stedet allesammen sammen gået over i det der mode, hvor vi ikke taler sammen, og hvis vi gør – pr sms – så er det korte og tåkrummende høfligt. Men hvis det er det der skal til….

Ovenstående er langt mere barsk end beskrevet – det har lænet sig op ad gennemsyret had! Men fordi man har været veninder i 100o år, eller er i familie, så ER de der satans følelser blandet ind.

Man behøver ikke at føle, at de der står tættest på én, er nogen man absolut skulle kunne lide. Elsker JA, lide nej…

At været relateret på den ene eller anden måde, til en person der er bipolar – KAN være er ulideligt. En ting er at jeg feks har det aller værst fordi jeg stod midt i det, så har de jo stået model til det. De har skulle accetere, tolerere, eftergive og forstå til de brækkede sig. Jeg forstår dem godt…

Pt er der som sagt ro på med en lettere påtaget høflighed – det har jeg det rigtig godt med. Jeg forsøger at bare passe på mig selv, og håber at de gør selvsamme.

 

Vi har alle brug for det….

 

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.