Kender i det?? Den følelse, når man endelig får sagt det, der har tynget lidt for længe..! Den kende
Se næste indlæg >
Mor og barn
Christina Winther
Min mor var 22 år gammel da hun fik mig. 13 mdr. senere kom min søster – der kom endnu en søster da jeg var 7 år gammel. Min mor lagde helt sikkert en masse planer der ikke blev til noget.
Jeg var 20 år gammel da jeg fik min datter, og 22 år da jeg fik min søn. Jeg forsøgte at få endnu en baby nogle år senere, med en eks, men uden held trods “hjælp udefra” – og da cancer senere tog min livmoder lå det slet ikke i kortene at jeg skulle have flere børn.
Man har inden man får børn, en masse ideer og forestillinger om hvordan man vil være som mor. “Jeg vil aldrig….” eller “Mit barn skal ihvertfald…”! Det gjorde jeg da også selv. Idag kan jeg næsten klukke lidt af grin over den indstilling.
“If you want to make God laugh – tell Him you had plans”
Intet – INTET – kan med 100% sikkerhed forudsiges! Man ligger en masse planer, og alle de planer viskes ud, så snart det lille bitte menneskebarn ligger på dit bryst. Hvor længe man vil amme, hvor baby skal sove, hvad baby skal spise og lign kommer du slet ikke til at bestemme – det gør baby! – eller din krop. Og man gør det hellere end gerne så det er nemmest. De 1000 planer bliver til “hvilke planer”?!
Jeg var/er OVERHOVEDET ikke den typiske mor, måske fordi jeg har krøller på hjernen, (ved det ikke), men mine unger har faktisk siden 10-12 års alderen haft frit spil. Det bliver stadig diskuteret hvor godt det har været, og der er uenighed om hvor lykkeligt det var. De har aldrig nogensinde manglet noget. Rent hjem. Materielle goder. Oplevelser. Kærlighed.
Problemet er at jeg aldrig har været “ligesom de andre mødre”.
Min datter ville klippes korthåret og have en næsepiercing da hun er 12-13 år. Det fik hun lov til trods forargelsen. Hun blev tatoveret i en alder af 16. Idag er hun 70% dækket på hele kroppen. Hun fik lov til at holde fester. De gik ofte over gevind. Blev hentet og bragt, også fra den ene ende af landet til den anden. Fik 8 uger fri fra skole til at rejse rundt i Thailand og Vietnam med familie – flere gange. Ting de “normale” forældre ikke ville give lov til.
Dengang +/- for 20 år siden – var tingene altså anderledes. Vi røg indendørs. Vi havde internet der var 45 min. om at komme igang. Ergo vi dansede i stuen istedet. Legede klæd-ud. Sov på gulvet i stuen. At sende sms’er tog evigheder fordi vores Nokia var fortidslevn, så istedet kørte vi en tur eller lavede bål, og tømte flødeskumsdåser i munden på hinanden. Mine børn sov i samme seng til de var 10-11 år gammel – udelukkende fordi de syntes at det var hyggeligt. Min søn ville have barberet lyn i siden ved klipning – det fik han. Min søn var som en lukket bog – det er han stadig. Man kunne/kan ikke tale følelser med ham. Men han er alligevel SÅ følsom og omsorgsfuld.
Jeg havde sgu ikke en plan for min måde at være mor på, men da de begge nåede alderen hvor lyn i siden og klæd-ud blev pinligt, blev jeg istedet for den cool mor til den fucked up mor der ikke gjorde noget som helst rigtigt.
Jeg var alenemor, og dengang anede jeg intet om psykisk lidelser. Jeg havde to børn, gik i skole, tjente ved siden af som bartender om natten – komplet afhængig af mine forældres hjælp. Arbejdede en periode i Norge – pendlede som en åndsvag. Har ALDRIG fået hjælp fra kommunen til mine børn. Jeg var en anderledes mor – og det var aldrig gået idag. Jeg brrrrrækker mig over curlingforældre.
Idag har jeg “mistet” titlen som MOR!! I den forstand at min søn kun ringer eller kommer på besøg hvis jeg lokker med aftensmad, eller vil give et tilskud til hans tur til karneval i Aalborg. Eller fordi han syntes at det er hysterisk morsomt at sende mig billeder fra hans toiletbesøg. Yup, den slags mor til en søn er jeg blevet… thumps up billeder af min søn på tønden! Min datter har glemt alle vores oplevelser, og alt det hun satte pris på dengang – at hun havde flere friheder, og istedet er jeg reduceret til en biiiipoooolaaar der konsekvent gør alt forkert. Specielt det faktum at jeg bare ikke vil tie stille – opføre mig pænt..
Jeg lagde ikke en plan da jeg blev mor, næsten førend jeg var voksen. Man kan ikke ligge en plan. Mødre har kun én eneste ting tilfælles. Arme den sjæl der krummer et hår på hovedet af vores børn. Ingen er gode nok til vores børn, i deres forsøg på at blive voksne. Når vores børn når en vis alder kan man vitterligt INTET gøre rigtigt.
Min søn – toiletbilleder eller ej, evner at fuldstændig at se igennem min små-neurotiske side. Min datter kan slet ikke acceptere mig. Accept eller ej, så er jeg stolte af dem og elsker dem mere end de nogensinde vil begribe. Vi bliver nok lidt mere enige den dag deres børn syntes de er pinlige og dumme og mener at de intet har gjort rigtigt… Uanset hvad du end gør eller ønsker for dine børn – så kommer der en dag hvor alt det gode bliver glemt, kun det dårlige huskes. Ihvertfald for mit vedkommende.. men igen, jobbet som mor er utaknemligt, og manualen du bare så gerne vil følge – den eksisterer ikke.
.