delete, delete, delete….
Christina Winther
Som jeg skrev i forrige oplæg så har jeg masser af fred omkring mig, men ingen ro… men idag FORLANGER jeg af mig selv, at skabe en ro. En ro der giver mig fred i sindet. En ro der kan give mig selv en accept af at tingene er som de er, og at jeg intet hverken kan eller vil gøre ved det.
Min blog følges troligt af udefrakommende, der samtidig gør hvad de kan for at holde mig ude af deres liv. Jeg slettes og blokeres diverse steder, så jeg ikke kan følge med i deres liv – og hver gang sidder jeg tilbage og undres; hvorfor trykke på delete knappen og blokere mig??
Jeg kan kun antage at det er en form for straf, fordi jeg ikke vil “indrette” mig på deres præmisser. Hvis du ikke gør som jeg forlanger, så straffer jeg dig med at du ikke må følge med i mit liv på de sociale medier! Den slags handlinger giver ikke ro, på trods af at jeg har fred i mit liv.
Men så slog det mig – det er ikke udefrakommende, og barnlige handlinger der skal styre min ro – eller noget som helst andet i mit liv for den sags skyld. Fordi andre ikke kan eller vil acceptere at jeg nu engang er den jeg er – kæft det er som at høre et ekko – så har de taget et valg. Jeg har ikke valgt for dem, og derfor er det ikke kun mig der står med en konsekvens. Jeg kommer ikke bare til at mangle dem i mit liv, de kommer også til at mangle mig. Bevares, det er det de prøver på at sige ved at delete alt der har med mig at gøre, men handlinger har en konsekvens – og det er ikke kun mig det rammer i det lange løb.
Jeg har en form for “mund og klov (fod) syge”. Jeg kan bare det der med at plante en fod i munden og få sagt alt det, folk ikke kan lide at høre. Jeg har motormund, og uha da hvor det rammer mange på den konto hvor det kan gøre ondt. Udelukkende fordi sandheden 99,9% af gangene gør ondt at høre. Det er også pisse frækt af mig at have en mening om for meget indtagelse af vin, lidt for ofte. Pisse ubehøvlet af mig at påpege at når man lukker øjnene for det der er lige foran dig, så forsvinder det altså ikke. Frækt af mig at mene at nu har vi vist redet på bølgen der skete for 20 år siden lidt for længe. Ubarmhjertigt at mig at pointere en frygt for at vold og utroskab, ikke bare forsvinder fordi man holder op med at tale om det og vil leve på en lyserød boble.
Well… – jeg burde måske holde min kæft, men hvorfor skulle jeg det??? Jeg skal acceptere at andre vil drikke som de vil, stikke hovedet i jorden som en struds når de vil, eller at andre ser igennem fingre med gentagen vold og utroskab – det skal jeg gøre. Det bliver jeg bedt om – men det går ikke den anden vej. Åbenbart.
Hvor er accepten af at jeg nu engang har trukket nittet i forhold til en hjerne der sket ikke vil som jeg eller andre vil???
Jeg har et tilbud til dem:
Tag 3 måneder ud af dit liv. Mindre kan vel også gøre det. Følg mig notorisk døgnet rundt. Tag med til psykolog. Tag med på psyk. Vær der når jeg får et angstanfald. Vær der når min ocd galopere der ud af. Vær der når jeg får uro og gør ALT rent, næsten manisk. (Min vaskemaskine og tørretumbler funkler iøvrigt idag – yay for vådservietter). Dagligt leve med frygten for den næste mani eller depression. Sæt dig ind i min hjerne – og når du har gjort det, så kan du dér beslutte dig for om jeg eller du måske syntes at det her liv er fedt, og at jeg ikke har andre muligheder.
Når du har gjort det, så kan vi sætte os ned og tale om hvad der BØR tales om, eller hvad jeg ikke må sige udelukkende for din skyld. Jeg lyver ikke – problemet er at jeg siger sandheden højt.
Du kan også springe over hvor gærdet er lavest fordi du ikke kan eller vil acceptere mig: Tryk på delete/bloker, og lad være med at følge med i mig og mit!!! Det står dig frit for… – det pisser dig jo alligevel af.
.