Psyk bestemmer

Det er som om at det er enten eller med psykiatrien. Jeg har haft ret mange læger tilknyttet fra psyk efterhånden – men det har været pga omstrukturering eller sågar at vedkommende er gået på pension. Så det er bare sådan det er, men “typen” af læger er også enorm. Min tidligere læge var lidt som et spøgelse; man vidste at han var der, men var konstant usynlig. Aldrig til at få fat i, og når han endelig ringede var det sent om aftenen. Han formåede engang at ringe kl 22:30 – i min verden skide uhøfligt. Han har nu fundet andre græsgange, og igen igen har jeg fået ny læge.

Der har været snak om at jeg skulle “afsluttes” deroppe – i Aalborg – men det var mig selv der ikke ville. Jeg ville have trygheden i at vide at jeg stadig bare kunne ringe eller skrive, istedet for at skulle omkring egen læge og vente de klassiske 30 dage som alle andre almindeligt dødelige, og hver gang ikke kunne forvente samme læge. Det fik jeg lov til og jeg fik en nytilkommet læge der hedder Sune. Har endnu ikke mødt ham, men har talt i telefon med ham. Han er MEGET mere “hands on” end min tidligere læge, og det skal jeg lige vænne mig til. Jeg har i et stykke tid været uden medicin, men har kunne mærke i de mørke måneder at jeg dykkede lidt i sindet – det kunne jeg ikke helt bide i røven uden medicin, så jeg valgte at kontakte psyk og meddele at jeg påbegyndte minimalistisk dosis af lithium for en periode. Jeg sendte en høflig mail hvor jeg fortalte hvad jeg tog, hvor meget og hvornår – og at jeg ønskede at de bestilte tid til den obligatoriske blodprøve.

Så skal jeg da lige love at Sune viste sig fra en side der er ret ukendt for mig i psykiatrien. Han var/er opmærksom. Han ringede mig op, og havde en laaang dialog med mig. Jeg tilkendegav at jeg var lidt overrasket, fordi jeg ikke var vant til den respons fra tidligere læge. Men han mente at nu skulle der andre boller på suppen. Så inden jeg fik set mig er jeg sendt af stedet til blodprøver, kaldt til 90 min. lang samtale og div. opfølgninger.

Nu er det jo faktisk fint nok at de følger op og sætter alt det her igang – men det var jo ikke en del af min plan. Jeg ville være medicinfri og så vidt muligt uden den helt store kontakt til psyk. Det fik jeg fucket godt og grundigt op ved at dykke lidt i sindet. PIS!! Jeg føler jo ikke at jeg dykker ned i et stort stort hul jeg ikke kan ånde i, men jeg kunne bare mærke at jeg, som altid, dykkede lidt i de mørke måneder. Det er der ikke noget galt i – mange uden psykiske lidelser dykker også lidt i vintermånederne. Men når man i forvejen har en lidt…. alternativ hjerne …så er de kloge læger lidt mere på dupperne. Det er vel både godt og skidt.

Nu gik jeg lige og følte at jeg var super sej fordi jeg var udtrappet fra både medicin og kontakten til psyk, og pludselig er jeg nærmeste suget ind i det igen. Det er en træls reminder om at jeg altså bare ikke nogensinde bliver rask. Når jeg mindst venter det haler det ind på mig. Så nu er jeg igen patient med fuld kontakt til lægerne og medicinering, og det er med til at jeg igen føler mig “syg”. Jeg vil gerne erkende at jeg er syg, men jeg vil ikke mindes om det – giver det mening??!

Om få uger skal jeg op til den samtale og vil da tage den med et “open mind” – men fandeme om jeg vil behandles som om jeg er meget syg!

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.