Kan jeg venligst få en manual?!

Går man ind i en hvilken som helst forretning og køber et produkt, følger der i reglen en manual med. Blå ledning dér, rød knap trykkes på dér, stikket i dér. BUM, man følger den, og kan man finde ud af manualen, så virker lortet.

Jeg ville love min sjæl væk til hvilken som helst højere eller lavere magt, der end ville have den, for at få en manual til hvordan man skal leve sit liv, så alle andre vil blive tilfredse. – om ikke andet så tilfreds med mig…

Man kan bare ikke gøre alle andre tilfredse med det man nu engang vælger at gøre med sit liv. Man kan nemt glemme hvad der gør én selv glad, i det desperate forsøg på at gøre andre glade, og stille dem tilfredse. I et forsøg på at blive accepteret. Man glemmer hurtigt sig selv.

Hvis jeg vanen tro ævler løs, skræpper op, og fortæller vidt og bredt, pisser jeg – igen igen – ved siden at natpotten og bliver lagt på is. Okay!! Så vælger jeg fuldstændig at tie, og ikke fortælle vidt og bredt – så er det kraftedme også galt. Jeg har min blog – og her har jeg skam også fået restriktioner, men jeg følger stadig ikke “reglerne” 100% – så jeg skøjter stadig rundt på den is jeg er lagt ud på.

Jeg vil have en manual – helt seriøst. GIV MIG EN MANUAL, så jeg kan ligge restriktioner på mig selv, så jeg passer ind i den boks alle andre gerne så jeg passede ind i. Giv mig en manual så glansbilledet passer ind. Så andre kan være mig bekendt, og kan “tåle” mig.

Jeg vil bare gerne accepteres for den jeg er. Jeg kan ikke ændre mere på min person end jeg allerede har gjort. Det er meget meget svært for nogen at accepterer min blog, på trods af de troligt følger den – om ikke andet, så for at tjekke hvad jeg skriver – om jeg følger “reglerne”. Jeg er selv blevet nævnt i en blog – “BI-PO-LAR – jeg brækker mig…“. Der er nogen der end ikke gider følge min blog, min facebook – eller min instagram. Det bestemmer folk jo helt selv – Min facebook og instagram er til de “ligegyldige” billeder og oplæg – min blog er min dagbog. – og du bestemmer selv om du vil følge den. Ingen tvinger dig…

Jeg kan ikke vinde – det er jeg nødt til at erkende. Hvis jeg bræger løs er det et problem. Holder jeg kæft, er det fandeme også galt. Jeg skal følge en manual der ikke eksisterer, og gør jeg ikke det – så er det OGSÅ galt.

Det kan jeg ikke holde til. Det slider mig op. Jeg er SÅ ødelagt af at skulle forsøge, prøve, bevise og leve op til andres “standard”, og miste lidt af mig selv hver gang. Jeg kan bare ikke passe ind i andres kasse, det gør jeg bare ikke – det er fakta. Tidligere idag mistede jeg taget i min elskede hund, og i ren begejstring over at vi skulle i skoven løb han ud på vejen – han løb direkte ind i en kørende bil. Det gav et KÆMPE brag. Jeg selv og dem der kørte bilen var i komplet chok. Min hund var uden skade, men rystet. Dem i bilen var også rystet. Det hele tog kun få sekunder, og var “overstået” på få sekunder. Jeg tog over i skoven med min hund bagefter, ville se hvordan han løb rundt – om han var okay. Da han fik “fri” i skoven var han den glade store klump som altid.. jeg var lettet og lykkelig. Jeg stod der midt i skoven, det sneede helt åndsvagt, det var ved at blive mørkt – og jeg brød fuldstændig sammen. Jeg stod der helt alene i skoven og hulkede som et lille barn. Det er helt sikkert en reaktion på chokket, men det var også en underlig forløsning.

Jeg har været SÅ stresset og ked af det over at jeg ikke passede ind i andres boks, så chokket over det uheld med min hund fik bare følelserne til at bryde ud i fuld flor. Jeg græd til at jeg ikke kunne få vejret, og var bare SÅ ulykkelig. Jeg klaskede bare sammen… Jeg kan ikke mere forsøge være noget jeg ikke er. Jeg kan ikke mere forsøge at leve op til andres forventninger.

Jeg har nogle mennesker i mit liv der er fløjtende ligeglad med min “baggage” og elsker og acceptere mig ubetinget – det er dem jeg har brug for <3

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.