Ensom mellem 1000

Det kan være enormt ensomt at have en sygdom der fylder så meget af ens hverdag, men som alle andre faktisk er skide trætte af, at høre om.

Det betyder at man ofte må lægge låg på en nærmest  spilkogende gryde. Jeg taler stort set ikke om det med min familie. Men er der overhovedet noget at blive ved med at ævle om?

“Fik forresten en panikanfald forleden og endte i sengen i 2 dage, uden at gå i bad eller lign….vil du række mig sovsen?”.

Hold kæft det sætter skub i familiemiddagen. Brun sovs og kartofler mister pludselig al betydning. Hvordan skal de også forholde sig til det? De VED at jeg er syg. De VED jeg kæmpe mange dage. De VED hvordan jeg er. Hvad mere skal de gøre?? De har også deres liv, med job, børn og hverdag. Så spændende kan jeg for helvede da ikke være, at der konsekvent skal tales om mig og mit hele tiden.

Men det er ensomt….

Der er mange søde mennesker på Bipolar-grupperne, på Facebook, og det super fedt at se/læse/høre at jeg ikke er den eneste med problemstillinger. Jeg har selv i sårbare stunder rakt ud, men når andre på gruppen rækker ud, af den ene eller grund, så evner jeg ikke at være…behjælpelig om man vil! Af måske egoistiske årsager, men føler at involverer jeg mig, så forpligter det også. Det er løfter jeg ikke kan holde.

Jeg får også venneanmodninger på Facebook fra andre bipolare, der bla følger denne blog. Jeg får SÅ mange positive tilbagemeldinger, og er bare så glad for det. Der bliver sat pris på at jeg tør sige “sgu og fanden”. Tidligere var jeg typen der havde 895 venner på fb, men i realiteten kendte jeg måske kun 20% af dem. Dem inviterede jeg ind i mit liv, min hverdag, mine billeder. Det gik pludselig op for mig at der måtte ryddes op. Der måtte skæres ned på de alt alt for personlige udmeldinger. Havde også en familie der måske syntes at der var lige rigeligt med “udlevering”. Jeg har over tusinde billeder, men det ændrer sig dog ikke. Billeder er for mig minder, og de skal bevares.

På min fb er jeg ikke Christina med Bipolar, og der går længere og længere imellem det bliver nævnt. Jeg bærer rundt på det selv. Min mand er selvfølgelig en del af det. Han er jo også en del af min hverdag på tæt hold.

Men det fandeme ensomt at have en usynlig sygdom