fortid

Der er nogle kloge hoveder der siger; Det hedder fortid af en grund. Jeg er af den overbevisning at den fortid jeg har, den ville jeg ikke være foruden, uanset hvor hård den har været – den har jeg fået mig frem til hvor jeg er.

Selvfølgelig er der nogen ting og nogle mennesker jeg helst så, at jeg ikke havde spildt min tid på, men selvom de idag ikke er min tid værd, så er det jo dels pga dem jeg er blevet så meget klogere. Det er dem der har lært mig at man ikke skal tro på at 1000 års venskab har en betydning når det virkelig gælder. Det er faktisk dem der senere viser sig at være de “værste” – så kan man spørge sig selv hvorfor man i så mange år troede at de var tættere end ens egen familie. Har de så altid været sådan og man har bare ikke kunne se det? Jeg blev spurgt idag hvad jeg ville gøre hvis en person jeg har skåret fra kontaktede mig..? For det første, så tvivler jeg stærkt på at det kommer til at ske da “bruddet” var ret definitivt, ihvertfald fra min side, for det andet ville jeg hellere gå igennem et sankthans bål fuldstændig nøgen end at gennemoptage noget som helst der var så pilråddent. Jeg kan efter så lang tid stadig bliver rystet over at nogle mennesker kan være så følelsesmæssigt afstumpet og jeg ikke har kunne se det. Men, når det så er sagt er jeg også vedkommende taknemmelig – Det har lært mig at jeg ikke har brug for den form for bekræftigelse, at min omgangskreds ikke behøver andre end dem der vil mig ubetinget.

Min tur/retur gennem psykiatrien trak også de faste tænder ud i munden på mig. Bogstavligt – 8 tænder blev smadret under ECT. Der var tidspunkter hvor jeg vitterligt ikke troede at det var noget jeg ville overleve. Jeg følte mig så fortabt og alene, selvom jeg havde 300 mennesker omkring mig. Jeg følte mig næsten forgiftet af al den medicin de pumpede i mig. Jeg mistede 30% af min hukommelse til ECT, og det er ikke kommet tilbage. Dyrebare minder er væk. Jeg mistede min krop i form af 30 kg der satte sig helt forkert på min krop. De ting ville jeg egentlig heller ikke være foruden – hvor hårdt det end har været. De 6 år i helvede har givet mig en livserfaring meget få kan relatere til, men den har gjort mig stærkt på den vildeste måde. Idag er der næsten ikke dét jeg ikke magter. Jeg kan stadig hyles ud af den, jeg er altså stadig et menneske – men jeg tackler det helt anderledes.

Jeg hører tit at jeg er for meget, taler dit, føler dat og opfører mig helt hen i vejret. Desværre, des bedre jeg har fået det, des mere glemmer folk at jeg føler og tænker 100% anderledes end dem. Jeg skal konsekvent være bevidst om andres syn på mig, huske mig selv på at jeg skal ligge en dæmper på følelser, tanker, reaktioner for ikke at overrumple nogen. Det hænder at jeg glemmer det, og så har vi balladen. Så skal jeg bruge en masse krudt på at nærmest undskylde at jeg føler og tænker anderledes, og dermed reagerer anderledes. Jeg bliver ked af det når folk “antager” at jeg da er ligesom dem og dermed burde opføre mig efter deres norm – jeg er for det første ikke som alle andre, det ville sgu da være kedeligt hvis vi alle var ens, og jeg evner det simpelthen ikke. Det er en af de ting min fortid og historie i psykiatrien har lært mig.

Jeg er den jeg er, fordi fortiden har lært mig det…