Træthed og tillid

Jeg har i den grad forsømt min blog, men det er af gode årsager og ikke fordi jeg har haft det skidt. Heldigvis.

Der sker SÅ meget, og havde det her været for 2 år siden havde det væltet hele min verden, fordi jeg havde så svært ved at indtage forandring og at der skete mange ting på kort tid. Jeg er heldigvis nået så meget længere, omend jeg stadig bliver træt – bare på en helt anden måde. Jeg kan godt lige tage en dag eller to hvor jeg trækker stikket – og det har jeg også gjort, men jeg rejser mig hurtigt hvor jeg falder. Det er for mig et tegn på hvor langt jeg er kommet de forgangne år.

Jeg har lært at lytte til mig selv og mærke efter. Der er kommet en ro ift til min savnede datter – og jeg suger næsten hver en fiber af mit barnebarn til mig. Han er noget af det mest livsbekræftende jeg nogensinde har oplevet, og det grænser sig til det helbredende. Både min mand og jeg forguder ham og vi elsker rollen som mormor og morfar.

Selvfølgelig hjælper det også at vi er i de lyse måneder hvor jeg konsekvent får mere energi og liver lidt op. Jeg er stadig igang med min træning selvom det er forsømt lidt den sidste uge – men jeg begynder i næste uge igen på de 3 gange om ugen, der indtil videre har givet så gode resultater. End ikke alverdens selvpinende og tarvelige kure, der end ikke er instagram-værdige kan gøre op for hvad crossfit har gjort for mig.

Jeg sloges dog lidt med tilliden til andre mennesker. Jeg føler pludseligt at der kun er få jeg kan stole på. Jeg opdager at “nogen” går til den del af familien jeg ikke har dialog med, med info om mig og mit. At min facebook og Instagram åbenbart ikke er så “fredet” som jeg troede – jeg tog konsekvensen af det og åbnede min facebook – altså så den er offentlig, om man vil. Måske man så der kan stoppe sladderen. At der ikke er en dialog er ligeså meget mit valg som deres, men bliver træt af at opdage at de fodres med mig og mit. Lad da være… Bruddet kommer fordi jeg ikke ville, sagt på godt dansk, holde min kæft og sagde min mening om adfærd og alkoholforbrug – og igen; Jeg fortryder ikke de sagte ord, men kunne måske godt have valgt en anden måde at sige det på. Men det kan jeg ikke lave om på, og det har jeg accepteret for længe siden, og hviler i det. (Så er der dermed lidt til sladderhanken)!

Jeg mærker mindre og mindre til min bipolære lidelse, og har det okay med at jeg godt ved, at det før eller siden vender, og at jeg igen vil tage en tur i den bipolære rutchebane. Jeg føler mig mere og mere rustet til det, og har en fantastisk arbejde med psyk. Det hviler jeg rigtig meget i…

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.