Alt det man ville gøre om, men ikke kan

Det er svært at fortryde de ting man har gjort i livet, når man “bare” har været sig selv. Man har handlet i god tro, eller for at være tro mod den person man nu engang er. Jeg har i mange mange år følt mig anderledes uden helt at vide hvorfor. På et eller andet plan accepterede jeg vel bare at jeg var anderledes, og det var så mit lod her i livet. Da jeg ret overraskende (!!) får en diagnose er det som at se 10.000 forskellige brikker pludselig falde på plads. Ikke bare for mig selv men også for dem der står mig nært – Nåååh, det er derfor…!

Men selvom man får en diagnose og alting giver mening er det ikke ensbetydende med at man ændrer adfærd. Man kan og skal ikke ændre sin personlighed bare fordi der nu står på et stykke papir at man er gakgak. Det bliver måske bare nemmere at forstå og acceptere – for nogle. De ting jeg har sagt og gjort gennem årene kan jeg jo ikke tage tilbage – jeg kan jo ikke ændre på den jeg er eller på fortiden. Så kunne jeg evt tage visse ting til mig og forsøge at ændre på det der skal ske i fremtiden.

Well… det er faktisk heller ikke nemt. At få en diagnose giver en vis form for lettelse og forståelse, men det ændrer ellers ikke på en skid.

Slår man nogen ihjel er man morder – man holder ikke op med at være morder bare fordi man nu har fået titlen som morder.

Ja, det er en lidt makaber måde at definere det på, men det er altså et faktum. Hvis jeg har været et røvhul so far, så stopper det jo ikke bare fordi jeg har fået en diagnose. Jeg er da med alderen blevet en mildere version af mig selv, og bider ikke mere end jeg gøer. Jeg galper op så snart jeg får muligheden, og hold nu kæft hvor det pisser mange af. Der er nogle der blive vrede. Der er nogle der bliver voldsomt kede af det. Der er nogle der forlader mig fordi de ikke kan holde det ud.

Men hvad er det de vil ha´at jeg skal gøre??

Jeg er den jeg er. I visse situationer kan jeg jo godt bruges som røvhul, og det er jo ikke fordi jeg konsekvent har været eller er et røvhul. Jeg kan ikke forlange at andre bare skal læne sig tilbage og sige; Jamen sådan er Christina bare, og det er okay! Man skal lære af sine fejl, men hvis jeg skulle ændre på alle de fejl og mangler jeg har; Så ville jeg miste mig selv. Jeg er den jeg er.. med fejl, mangler og med en adfærd der fra tid til anden er lige til at lukke op og skide i. ALLE har nogle sider af dem selv der er frygtelige i andres øjne, og forsvandt de sider ville vi jo ikke have en individuel personlighed.

Min mor var indbegrebet af et godt menneske, men hun var pisse udspekuleret og har lært mig indbegrebet af “kvindelist”. Hun lærte mig at hvis man twister en situation lidt, kan den falde ud til ens egen fordel. Min far var et veluddannet og dygtigt menneske, men han var sgu også lidt doven og lavede alverdens krumspring for at vi andre udførte arbejdet for ham. Sådan var det bare, og selvom vi kunne blive skide sure over dem, så elskede vi dem også for det – fordi vi accepterede at sådan var de bare. Det var en del af deres personligheder.

Jeg er bare desværre “velsignet” med en personlighed ikke alle kan holde ud i længden – men desværre overser folk ofte at jeg er så meget mere end et røvhul. Jeg vil hoppe i døden for dem jeg elsker, men glemmer ofte at det slet ikke er nødvendigt. Midt i springet hiver jeg blindt folk med på må og få, og så bliver det glemt at jeg faktisk var ved at hoppe i døden for dem. Sårede man dem jeg elsker, så kendte min ondskab ingen midler. Aller former for sympati og omsorg forsvandt fuldstændig. Jeg tilgiver alt for tit dem der ikke har krav på tilgivelse. Man kan pisse mig op og ned af ryggen og fordi jeg elsker så voldsomt, så glemmer jeg selv hvorfor det var jeg blev såret og tilgiver. Jeg er villig til at gå på kompromis med mig selv for at andre kan få det bedre. Om jeg så skal køre til den anden ende af landet klokken ubehageligt sent, så gør jeg det. Det er den adfærd jeg er “kendt” for.. Men da jeg begynder at moderer den adfærd bliver jeg nærmest udstødt. Jeg sprang ikke i døden for nogen, jeg gik i stedet så jeg lige kunne vurdere situationen undervejs. Jeg tilgiver stadig, men jeg glemmer ikke og har dermed nemmere til mistillid. Jeg kører ikke mere ud klokken ubehagelig – Hvis jeg ikke får søvn og er udhvilet, hvilken hjælp kan jeg så være? For nogle var de bare vant til at jeg bare kom springende, uanset tidspunkt og uanset hvorfor. Jeg kunne pludselig ikke forstå hvorfor jeg skulle være til rådighed 24-7 når jeg ikke selv kunne regne med andre 24-7… Stenen i min sko, er at jeg ikke holder kæft med det.

Er du et røvhul, så skal jeg nok sørge for at alle får det at vide. Slår du på andre mennesker, så fortæller jeg det vidt og bredt. Har du gjordt andre ondt, så skal jeg nok sørge for at du aldrig får lov til at glemme hvad du har budt andre. Har du svigtet, skal jeg nok sørge for at du aldrig glemmer hvor meget du har svigtet. 

Lige præcis dérfor har jeg mistet mange i mit liv. Derfor er jeg ofte blevet vendt ryggen. Fordi jeg ikke vil eller kan holde min store fede kæft. Jeg kunne jo godt hvis jeg ville… men så ville jeg jo ikke være mig. Jeg er den jeg er. Folk vil gerne glemme alt det grimme, og fordi jeg kæfter op, så minder jeg dem ofte om at det har været grimt. Men, fordi man ikke taler om det, så forsvinder det jo ikke… på den anden side behøver man vel ikke tale om det igen og igen?! Nej, det gør man ikke..men jeg skriver om det! Det skrevne ord vejer åbenbart tungere end det sagte ord. Det jeg har SKREVET kan slettes, men de sagte ord er faktisk de sværeste at slette/glemme. Det er sgu da logik for burhøns ikk`?

Ville du lave om på dig selv fordi andre bad dig om det – fordi de ikke kunne lide den version du var af dig selv?

Der er mange ting jeg måske gerne gjorde om i mit liv, og nogle ting ville jeg sagtens kunne ændre på – men jeg vil ikke. Fordi jeg er den jeg er – er du ikke glad for at være den du er????

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.