Venteposition

Når sindet har det lidt for godt bliver jeg mistænkelig. “Det er for godt til at være sandt”-agtigt!

Men jeg har det altså godt. Syntes det har været hårdt at måtte aflive min elskede hund, men sorgen har jeg accepteret og det er en “sund” sorg. Så sund som den nu kan blive. Der sker imponerende lidt i mit liv og det giver en ro… men jeg bliver jo ikke rask. Det skal jeg forholde mig til dagligt.

Det er underligt at gå og vente på, at sindet tager røven på mig og suger al livslyst ud af mig. På bizar vis har jeg vænnet mig til ventetiden. Min hjerne holder stadig ikke kæft, men jeg bliver ikke så styret af det mere. Min hjerne råber og skriger ikke af mig for tiden..den vrøvler bare lidt i baggrunden.

Der er stadig 1000 tanker om ALT; mine børn, mit kommende barnebarn, mit savn til mine forældre, mine søskende, min fremtid… Men istedet for at hjernen stresser mig, er jeg blevet bedre til at lytte og sortere fra og ikke lade mig påvirke for meget.

Jeg kender “faresignalerne” min hjerne sender mig, når jeg nærmer mig kaos-klimaks. Hukommelsen svigter øjeblikkelig – jeg gentager mig selv non stop! Jeg bliver træt men sover ikke ret godt. Jeg bliver fuldstændig ugidelig. Har ikke lyst til noget som helst, men laver konsekvent aftaler, som jeg kontinuerligt aflyser. Jeg er på nippet til konstant at bare sætte mig ned og hyle, og jeg starter diskutioner konstant – og jeg bliver galopperende og hysterisk nærtagende.

Kort sagt; Jeg er ulidelig!!!

Men jeg har det godt lige nu. Hviler i mig selv, har dejlige mennesker omkring mig, og holder afstand til hvad som helst der kan skabe ubalance og kaos. Jeg forsøger at være tro mod mig selv og min skæve personlighed og får selvfølgelig piercinginger der hører teenagers til, går med hullede jeans og NÆGTER at blive voksen – dog med et alderdomstwist fordi jeg er begyndt at strikke…

  

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.