I Can see…

De fleste fra min generation eller måske ældre kender sangen;

“I can see clearly now the rain is gone. I can see all the obstacles in my way….”

Oooh om jeg kender følelsen den sætning giver. Det er en sang man fløjter til fordi man kun kender lidt af omkvædet, og så danser man også lidt – for hvis ikke humøret er godt, så hjælper det at fløjte/synge med på den sang.

Jeg går og synger sangen “inde i min hjerne”… (wink wink). Det giver lidt håb for fremtiden. Den sidste uge har været hård ifh til nyheder og events. Følelserne er sgu lidt slidte og sårbare.

Tidligere idag talte jeg i telefon med en veninde der også har lidt flossede følelser. Vi lavede en pagt mens den ene hylede mere end den anden. Vi har skiftedes lidt til at græde salte tårer den seneste uge.

Vores pagt går ud på at vi, trods vores “lidelser” – hvad end det er stress, sorg eller psykisk lidelse, så VIL vi forsøge at vende det til noget positivt, på den ene eller anden måde. Vi vil anerkende at vi har nogle svagheder, men vi vil udnytte dem så vi kan føle os stærkere sammen og hver for sig.

Vi har begge forsøgt at bekæmpe Goliath uden småsten, og vi er begge lidt ødelagte af det. Det lyder satme romantisk, men jeg ser det mere som befriende. “Kun en tåbe frygter ikke havet”,  vil jeg sige til mig selv og vade ud i åbent hav uden vest. Jeg vil ikke lade mig styre af andre end mig selv.

Der er pænt mange der vil have svært ved at accepterer dette, også de nærmeste, men jeg har opdaget at des mere jeg er tro mod mig selv des mindre drama er der. – og nej, jeg bliver ikke de gamle Christina uden filter!!! Andre kunne ikke lide hende – det kunne jeg altså heller ikke selv. Ignorere jeg de signaler andre sender når jeg i deres terminologi, ikke opfører mig ordenligt, og bare stoler på mig selv – så har jeg det bedst.

Jeg forlader INGEN. Aldrig! Dem der ikke vil accepterer mig og mit tager selv valget. Jeg render ingen steder, og vil stå afventende med åbne arme til dem der ikke ville være med, men forhåbentlig kommer senere.

Forestil dig dette:

• Du skal konstant søge accept.
• Du skal konstant vurderes i din adfærd.
• Du vil konstant bare passe ind.
• Du vil konsekvent bekræftes.
• Du føler ofte i andres selskab, at du ikke passer ind.

Det er eddermame hårdt arbejde, når man som jeg har gjort det i +40 år.

Acceptere du den jeg er, slipper du for at blive skuffet når du indser, at jeg ikke er den du troede jeg var. 

Jeg hedder Christina. Jeg er datter, søster, mor og snart mormor. Jeg har bipolar lidelse. Jeg er ikke ligesom dig, eller alle andre. Jeg er mig! Jeg har accepteret dig – kan du acceptere mig??

- Intet i dette eller andre af mine indlæg må deles uden sin helhed og uden aftale med forfatter. Private billeder må ikke deles uden aftale.