ZzzZzzZzz….!!!

I TALK THE TALK AND I WALK THE WALK!! 

Det er nærmest skamfuldt så rapkæftet jeg kan være med et tastatur i hånden. Jo jeg kan være skarp i replikken, men det betyder ikke at jeg altid går rundt og taler sådan, som jeg skriver.

Specielt ikke i disse dag. Føler mig uhyggeligt sårbar, og modtagelig for en røvtur i kulkælderen, af format. Jeg har i næste uge nogle vigtige møder, der er voldsomt afgørende for mit personlige liv fremover. Jeg er stresset, ked af det, har angst i hver en muskel i min krop. Kunne jeg sove til næste torsdag, gjorde jeg det. Få mødet overstået!

Men skuespilleren i mig er på overarbejde. Facaden skal holdes. Smil for satan, smil. SMIL!!!

Vi kender rutinen. Jeg har idag været til et møde om næste uges møde. Galoperende angst og uro, der hurtigt skulle fejes væk, til en aften sammen med mine søskende. God mad, et glas vin mens jeg sugede næringen ud af min lille ny nevø. Skide hyggeligt, men tog tidligt hjem. Dels fordi jeg havde krampe i ansigtet af at smile som “jokeren” fra Batman, dels fordi der kom gæster udefra, og så blev det bare lidt for mange mennesker. Trak mig elegant uden at råbe: “This is Sparta“. (Man er vist nødt til at se filmen for at fatte det udtryk)!!

Endelig hjemme! Forvasket joggingbukser og hullet t-shift. (og hullet). Min mand arbejder sent, min kæmpehund ligger halvvejs ovenpå mig. Tog en ekstra sovepille, så lige nu – as we speak – ligger jeg bare og venter på at søvnen luller mig væk. Giver mit hovede ro. Kroppen kan retistuere. Føler kun jeg har ro når jeg sover! På trods af de vilde drømme man OGSÅ får af medicinen. Det er fandeme udmattende at lade som om man er overskudsmenneske, når man i virkeligheden er ved at falde fra hinanden.

Som at se smør smelte på pislunken pande…